Engell: Krarup rammer Løkke med dybt stød

Hernings V-borgmester, Lars Krarup, kritiserer Løkke på manges vegne, mener politisk kommentator Hans Engell.

Lars Krarup gåtur kritik
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er ramt i solar plexus af sin tidligere væbner Lars Krarup (V), der er Hernings borgmester og i juni 2014 reddede Løkke som partiformand med sin støtte ved et hovedbestyrelsesmøde i Odense.

Det mener politisk kommentator Hans Engell.

- Lars Krarup er den mest profilerede V-borgmester sammen med KL's formand, Martin Damm. Han leverer et dybt stød til Lars Løkke. Det udspringer af bekymring over, at Venstre får et elendigt kommunalvalg, siger Hans Engell.

Lars Krarup frygter, at Løkke koster Venstre stemmer ved kommunalvalget i november.

Han skoser sin partiformand for uddannelsesloft, boligbeskatning, et rødt trafikforlig uden om regeringen og slagsmålet om definitionen af at være dansker.

Lars Krarup er en "såret mand", fordi Herning tabte politiskolen til Vejle. Byen mistede mange millioner kroner, fordi Løkke ikke havde styr på Dansk Folkeparti, mener han.

Samtidig er Krarup bekymret for, at regeringen bruger godt halvdelen af 32 milliarder kroner til boligskat på at fastfryse grundskylden til 2021. Det gavner især kommuner i hovedstaden, påpeger han.

- Bag gemmer sig to ting: boligbeskatning og kommunal udligning. Kommunerne har store forskelle og rives og slås indbyrdes. Så det, han siger, er også kampen om penge mellem Øst- og Vestdanmark, siger Hans Engell.

Venstres kerneland er Jylland. Her er mange kommunalfolk ikke imponeret af Løkke og partiledelsen.

- Det er et dybt stød mod Løkke, som i forvejen er hårdt ramt. Venstre står til at tabe i samtlige meningsmålinger. Løkke er umådeligt upopulær over for Mette Frederiksen, siger han.

Løkke savner flertal for en højere pensionsalder og ændret SU, påpeger Engell.

 

1:57
Lars Krarup rejser relevant kritik, men risikerer at miste indflydelse internt, siger politisk kommentator Thomas Funding.