Enevoldsen: Ikke ordentligt af regeringen

Enevoldsen: Ikke ordentligt af regeringen

Venstreborgmester Iver Enevoldsen i Ringkjøbing-Skjern Kommune håber ikke, det lykkes regeringen at få opbakning til at skrotte havmøller.

I Ringkjøbing-Skjern Kommune har erhvervslivet i fire år gødet jorden for at få sat store kystnære vindmøller op i området Vesterhav Syd. Møllerne skulle skabe arbejdspladser i kommunen og på havnen. Men med regeringens planer om at skrotte de kystnære havvindmølleprojekter - for at få penge til at dække underskuddet fra PSO-afgiften - kan arbejdet være spildt. Det ærgrer i den grad kommunens Venstre-borgmester:

- Jeg synes ikke, det er at behandle erhvervslivet ordentligt, at man nu her i 11. time vil trække tæppet og sige, nu bliver det ikke etableret alligevel, så det arbejde I har lavet igennem flere år, det er spildt, siger Iver Enevoldsen.
    
Der var lagt op til, at møllerne skulle være placeret cirka fire kilometer nordvest for Hvide Sande, og projektet er så langt, at der skulle sendes tilbud på det til september. Nu sætter Venstre-borgmesteren så sin lid til, at de øvrige forligspartier, der har truffet beslutning om havmølleparkerne, ikke bakker regeringen op i sit forslag.
    
- Jeg er rigtig ærgerlig over at erfare, at det nu er i spil, at man vil fjerne de kystnære møller, og jeg må sige kontant, at jeg håber ikke det lykkes for regeringen, siger Iver Enevoldsen.
    
Regeringen forventes at fremlægge sit forslag til at finansiere det økonomiske hul efter en afvikling af en grønne PSO-afgift klokken 10.00 fredag.
    
/ritzau/