Enevoldsen åbner op for udvalgsposen

I det nuværende Ringkøbing-Skjern Byråd sidder Venstre med suverænt flertal tungt på posterne. Nu åbner borgmesteren op for en bredere konstituering.

Efter sidste kommunalvalg stod Venstre med absolut flertal i Ringkøbing-Skjern Kommune. Det betød en konstituering, hvor Venstre satte sig på alle formandsposter i byrådets udvalg. Men på et valgmøde på Velux i Skjern åbnede borgmester Iver Enevoldsen for, at indgå en bredere konstituering. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

- Vi går efter en bredere konstituering, og det betyder, at vi kommer til at afgive flere poster. Det har vi også sagt til Socialdemokraterne. Ved valget for fire år siden var Socialdemokraterne og SF ikke interesserede i at pege på mig som borgmester, og derfor ville de ikke deltage i konstitueringen, sagde borgmesteren på valgmødet.

S: Vil have politisk indflydelse

Selvom Socialdemokraternes spidskandidat og gruppeformand Karsten Sørensen har bidt mærke i meldingen fra Venstre-borgmesteren.

- Det er da dejligt, at borgmesteren siger sådan, for selvfølgelig er vi interesseret i at få indflydelse, sagde Karsten Sørensen (S) på valgmødet.

Men han slog fast, at han ikke er til salg for enhver pris. Der skal følge indflydelse med en udvalgspost.

- Vi ved, at vi skal spare rigtig mange penge. Men vi går ikke med til hvad som helst, og det tror jeg også godt, borgmesteren er klar over. Vi vil være med til at præge politikken den kommende periode, og det kan et tilbud om en udvalgspost ikke lave om på, fastslog den socialdemokratiske spidskandidat.