Enestående video: Nyfødte rålam på mark

En familie havde en sjælden oplevelse hjemme i haven. Senere fandt de ud af, hvorfor deres kat var udsat for en usædvanlig jagt.

Husk at lade rålam være, hvis du støder på dem hjemme i haven. Foto: Lilian Ericsson

Lørdag morgen skete der noget ret usædvanligt hjemme i Bugge Ericssons have i Roslev, hvor der foregik en sjælden set jagt.

- Vi opdagede det ved, at det der rådyr kom løbende ind i vores have, hvor den var efter vores kat. Det har vi fandme aldrig set før. Vores kat blev simpelthen jagtet, fortæller han med et stort grin.

Så så vi sgu, den havde to lam.

Bugge Ericsson

Bugge Ericsson undrede sig over optrinnet og ville undersøge om rådyret var sygt.

- Så kunne jeg godt se, at det var helt vildt aggressivt. Den var sur på mig, fortæller han energisk.

Han tænkte ikke nærmere over det, før rådyret kom tilbage igen.

- Så så vi sgu, den havde to lam. Dem må den absolut lige have fået kort tid inden, for de var så små ,at de knapt nok kunne gå, siger Bugge Ericsson.

Kan du spotte rålammet? Foto: Lilian Ericsson

Så stak rådyret af igen, og familien gik resten af lørdagen og holdt lidt øje med lammene. 

- De lå troligt og ventede på moderen inde i et hjørne af haven, selvom jeg slog græs lige ved siden af dem, fortæller Bugge Ericsson.

Han kone, Lilian Ericsson, benyttede chancen til at få taget billeder af lammene. 

Børnene i familien Ericsson ser på rålammene. Foto: Lilian Ericsson

Ægteparret var dog lidt nervøse for, om moderen ville komme tilbage til lammene, men om aftenen vendte hun tilbage.

- Så dengang den trissede afsted med dem der ud over marken, så så jeg, der var tre lam i stedet for to, beretter Bugge Ericsson.

Det var her, han forevigede familien på video, mens han kiggede ud på dem hjemme fra haven.

Filmen blev lagt på Facebook, hvor ganske mange har været inde for at kigge med.

Søndag har Bugge og Lillian Ericsson endnu ikke spottet rådyrfamilien.

Her kan du læse mere om, hvorfor du skal lade rålam være, hvis du møder dem.