Energipark til en milliard tæt på realitet

Flere virksomheder på Skive-egnen går sammen om at producere grøn energi.

Gårdejer Arne Bisgaard fra Rødding, repræsenterer de landmænd, der skal levere gylle til det nye biogasanlæg. Foto: Jens Utoft

Mere end 40 virksomheder og organisationer er involveret i et storstilet projekt nord for Skive.

Blandt andet skal der laves en erhvervspark, hvor man vil samarbejde om at producere vedvarende, grøn energi og udvikle forskellige teknologier. Flere virksomheder er på vej.

Projektet hedder GreenLab Skive. Bag det står Energifonden Skive, der er etableret af Skive Kommune i samarbejde med private fonde og virksomheder. Fonden modtog sidste år tilsagn om 9,7 millioner kroner i støtte fra regeringens vækstpulje.

Investeringer for en milliard

Hvis alle planlagte dele af projektet realiseres, bliver der tale om investeringer tæt på 1 milliard kroner, skriver GreenLab Skive i en pressemeddelelse.

Grundstammen i energiparken er et nyt stort biogasanlæg, der etableres i samarbejde mellem den internationale energikoncern, E.On og foreløbigt 56 lokale landmænd.

- Vi forventer at afslutte de sidste forhandlinger her i juli og derefter skrive kontrakter med de enkelte landmænd, så vi kan gå i gang med byggeriet i slutningen af året, formentlig i november måned, fortæller gårdejer Arne Bisgaard fra Rødding. Han repræsenterer de landmænd, der skal levere gylle til det nye biogasanlæg.

Når GreenLab Skive Biogas realiseres vil cirka 80 procent af al gylle fra landbrug i Skive Kommune blive udnyttet til produktion af biogas.