Energigaver til boligejere

Boligejere i Ringkøbing-Skjern Kommune får en økonomisk håndsrækning til energirenovering.

solceller.jpg

100 boligejere i Ringkøbing-Skjern Kommune får fra årsskiftet et økonomisk tilskud til at energirenovere deres bolig. Det er kommunen der i samarbejde med Ringkøbing-Skjern Forsyning, RAH (Ringkøbing Amts Højspændingsforsyning) og energiselskabet Scanenergi nu sætter ind for at sikre flere energivenlige huse i kommune.

1.000 energirenoveringer

Boligejerne kan blandt andet tage imod tilbuddet om en betalt energigennemgang af boligen, få gode råd og hjælp til at renovere huset samt en lille kontant præmie for at spare på el og varme. Målet er at få mindst 1.000 husejere i kommunen til at energirenovere deres bolig inden for de næste tre år.

- Den helt store gevinst er de penge, boligejerne sparer på at energirenovere. Det er ofte op til halvdelen af el- og varmeregningen. Men ved at tilbyde fri ekspertgennemgang af boligen og konkret hjælp til at udføre arbejdet, tror vi, at vi kan aktivere mange boligejere til at komme hurtigt i gang, siger Jacob Møller der er administrende direktør for RAH.

Energimål i 2020

Det nye tilbud til boligejerne i Ringkøbing-Skjern Kommune er både godt for pengepungen, men også for miljøet. Projektet er et skridt på vejen mod kommunens mål om at blive selvforsynende med vedvarende energi i år 2020.