Endnu to nordmænd forlader FCM Håndbold

Håndboldklubben FC Midtjylland siger farvel til endnu to af deres norske spillere. Efter denne sæson stopper Tonje Nøstvold og Alette Stang i FCM.

260111_FCM_Haandbold.jpg

Norske håndboldspillere har i mange år spillet en stor rolle for FC Midtjylland Håndbold. Men nu er en epoke slut. Til sommer udløber Tonje Nøstvold og Alette Stangs kontrakter - og de bliver ikke forlænget. Sportsdirektøren Frank Henriksen fortæller i en pressemeddelelse, at klubben har været glad for de to nordmænd, men i de kommende sæsoner vil FCM prioriteret anderledes.

Ville gerne være blevet

Alette Stang har været i FCM i tre år, men nu bruger klubben en option i hendes kontrakt til at stoppe samarbejdet. Den 26-årige højre fløj var gerne blevet i FCM

- Jeg har været glad for min tid i FCM, og jeg er ked af, at jeg ikke skal fortsætte i klubben, forklarer Alette Stang.

Den nykårede europamester Tonje Nøstvold er på udkig efter nye udfordringer:

- Efter tre indholdsrige år i FCM har jeg bestemt mig for at kigge mig om efter andre udfordringer på højt europæisk niveau. Det ligger endnu ikke fast, hvad jeg skal, siger Nøstvold.

Også i 2010 sagde FCM farvel til to markante, norske profiler, da Gro Hammerseng og Katja Nyberg forlod den midtjyske klub.