Endnu et trafikuheld i landsdelen

En måtte klippes fri af bilen efter trafikuheld ved Ulbjerg. Fire er kørt på sygehuset.

Foto: Alarm 112 Midtjylland

- Det har været en usædvanlig travl uge.

Sådan siger indsatsleder ved Midtjysk Brand og Redning, Knud Erik Thorsager om den sidste uges mange færdselsuheld. I dag måtte et hold af 18 folk fra Redningsstationerne i både Møldrup og Viborg nemlig igen rykke ud.

Klokken 14.36 søndag eftermiddag lød meldingen om endnu et færdselsuheld i den midt- og vestjyske landsdel. 

Cirka en kilometer fra Ulbjerg i krydset mellem Løgstørvej og Ågade kørte en personbil direkte op i en anden personbil, der var ved at dreje til højre ad Brovej ved Ulbjerg. Begge biler var på vej i nordgående retning. 

- Den bagvedkørende bil kørte op i bagenden på bilen, som er ved at dreje. Den bil blev så skubbet på tværs af vejen og endte ude i noget beplantning i en grøft, fortæller indsatslederen.

I den påkørte bil sad tre personer. To kunne selv komme ud af bilen, mens førere måtte skæres fri.

- Vi klippede simpelthen taget af bilen, så vi kunne få føreren ud på et spineboard, som skulle sikre hans ryg, nakke og bryst, fordi meldingen fra lægen på stedet var, at der her var smerter. Han blev derefter kørt på sygehuset, fortæller indsatsleder Knud Erik Thorsager.

Føreren i den bagvedkørende bil og de to passagerer fra den påkørte bil blev også bragt til sygehuset til observation. 

Mandskabet arbejdede på stedet med at sikre trafikken og rydde op efter uheldet, så der nu igen er åben for trafik.

Søndagens ulykke sker blot få dage efter, at en ung mand og et spædbarn torsdag eftermiddag mistede livet i en overhalingsulykke på samme strækning.