Endnu et rekordår for sommerhuse og hoteller

Statistikken for sommerhusudlejninger for hele 2016 er netop offentliggjort, og viser endnu et rekordår. Også hotelbranchen oplever rekordtal.

Foto: Arkiv

Tallene for sommerhusudlejninger i december er kommet, og dermed kan Danmarks Statistik gøre status for hele 2016.

Samlet set viser tallene, at sommerhusudlejningen har haft et særdeles godt år i 2016. Helt præcist har der været tale om 631.058 udlejede hus-uger - det er en vækst på hele 7,8 % i forhold til 2015, som også satte ny rekord.

Det er tredje år i træk med flot fremgang i feriehusudlejningen, og faktisk er der tale om en ny rekord for antallet af udlejede hus-uger. Udlejningsniveauet i 2016 har samlet været 19,5 % højere end det gennemsnitlige niveau i perioden fra 2004-2016. Det skriver Christian Hilligsøe Heinig, Cheføkonom i Realkredit Danmark i en pressemeddelelse. 

  Foto: Grafik: Realkredit Danmark

- Zoomer vi ind på året, er det i høj grad tyske turister, der har været med til at drive fremgangen i udlejningen. Antallet af udlejede hus-uger steg med 41.224 uger – og heraf satte tyskerne sig på hele 30.403 uger, og dermed har de alene stået for små 75 % af tilvæksten. Det er tredje år i træk med fremgang af tyske turister i danske sommerhuse, og de har i 2016 sat sig på 68,2 % af de samlede udlejede hus-uger i danske feriehuse. Selv om tyskerne tidligere har stået for en større andel af de udlejede hus-uger – tilbage i 2004 toppede andelen på 74,1 % - har de ikke i nyere tid lejet sig ind i så mange uger, som de gjorde i 2016,  skriver Christian Hilligsøe Heinig.

Læs også Mangel på sommerhuse til udlejning

Danskerne var også selv flittige til at leje sommerhus i Danmark i 2016 med 5,9 % flere ferieuger i sommerhus. Danskerne og tyskerne sætter sig alene på næsten 90 % af udlejningsmarkedet for feriehuse herhjemme.

Gode nyheder for sommerhusmarkedet 

Fornuftige udlejningsmuligheder er således med til at understøtte sommerhuspriserne, og det har i kombination med bedre økonomiske konjunkturer og lave renter været med til at sikre en bedring på sommerhusmarkedet over de senere år.

- Handelsaktiviteten har i 2016 løftet sig med næsten 60 % sammenlignet med aktivitetsbunden tilbage i 2011, og vi har overordnet set oplevet stabile priser til mindre prisstigninger på sommerhusmarkedet over de seneste par år. Sommerhusmarkedet halser dog stadig efter boligmarkedet generelt, hvilket især kan tilskrives et stort udbud af sommerhuse til salg, skriver Christian Hilligsøe Heinig.

HORESTA: 2016 blev rekordår for de danske hoteller

Tallene fra Danmarks Statistik viser også, at danske og udenlandske turister sidste år overnattede 15 millioner gange på et dansk hotel. Det er 4,2 procent flere end i 2015 og rekord. Faktisk var 2016 det syvende rekordår i træk for hotelbranchen, hvad angår overnatninger.

- Væksten er markant og et udtryk for, at rejselysten bare stiger og stiger i disse år. Særligt lavprisruterne bringer mange turister til landet. Samtidig har 2016 været et stort kongresår og et år, hvor mange danskere valgte at holde ferie i hjemlandet, siger Jens Zimmer Christensen, der er formand for HORESTA.

Der er stor forskel på, hvor væksten i antallet af overnatninger er størst.

I perioden fra 2008 til 2016 er antallet af hotelværelser steget med 7.700. Det svarer til en vækst på 20,9 procent. I 2016 var det især de danske turister, som sikrede fremgangen i antallet af hotelovernatninger. De danske overnatninger steg med 5,5 procent, mens antallet af udenlandske overnatninger kun voksede med 2,6 procent.