Endnu et indbrud i varebil: Værktøj for mere end 200.000 kroner stjålet

Endnu et indbrud i varebil: Værktøj for mere end 200.000 kroner stjålet

Endnu en varebil har været udsat for indbrud i Thisted. Denne gang har tyvene stjålet for mellem 200.000 og 300.000 kroner.

Lokalpolitiet i Thisted har fået endnu en anmeldelse om indbrud i en varebil. Bilen, der har holdt parkeret på Sennelsvej i Sennels øst for Thisted, har været udsat for indbrud på et tidspunkt mellem den 13. og 17. oktober, og der er ifølge ejeren blevet stjålet værktøj for mellem 200.000 og 300.000 kroner. 

Den nye anmeldelse kommer i kølvandet på en række andre. Senest var der indbrud i hele fem biler i Thisted midtby natten mellem onsdag og torsdag i sidste uge.

- Vi har nogen fra udlandet, som kører rundt i Danmark lige nu og laver indbrud i vores ting heroppe. Vi har for 14 dage siden haft to tilfælde af tyverier af airbags ude fra to af vores autoforhandlere også, og det er nogenlunde samme fremgangsmåde, fortalte politikommissær Jørgen Jensen i fredags til TV MIDTVEST.

Læs også Værktøj stjålet fra fem varebiler i Thisted

Tyvene smadrer vinduet, åbner døren og stjæler værktøjet. Tyverierne har efterladt politiet uden ret meget at gå efter, og det er derfor vigtigt, at folk tager kontakt til politiet, hvis de ligger inde med oplysninger, der kan hjælpe politiet frem til tyvene. 

- Vi har skrevet rundt til vores nabohjælpskredse, men vi har brug for henvendelser fra folk, som har set noget mistænkeligt i tidsrummet mellem onsdag og torsdag. Man skal generelt ringe, hvis man ser noget – de her skal tages på fersk gerning, sagde Jørgen Jensen fredag.  

Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på telefonnummer 114.