Endnu en V-profil ønsker Støjberg som næstformand

Karsten Lauritzen peger blandt andet på Støjbergs køn og jyske ophav som argumenter for at være den rigtige kandidat.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Den tidligere skatteminister Karsten Lauritzen mener, at Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg bør blive henholdsvis formand og næstformand for Venstre. Det siger han til Politiken.

- At næstformanden skal hedde Inger Støjberg, handler om at kunne lave et godt team, siger Karsten Lauritzen i et interview i Politiken.

At næstformanden skal hedde Inger Støjberg, handler om at kunne lave et godt team.

Karsten Lauritzen

Karsten Lauritzen blev ved den nylige konstituering udnævnt til forsvarsordfører. Han siger dog i interviewet med Politiken, at han gerne vil være gruppeformand for folketingsgruppen.

Det er dog en opgave for den kommende ledelse at fordele den post, understreger han.

Ifølge Politiken var Karsten Lauritzen en prominent støtte af Kristian Jensen, der i weekenden annoncerede, at han stopper som næstformand. Det er også Kristian Jensen, der er gruppeformand.

Venstre-medlemmer, der åbent støtter Støjberg

  • Karsten Lauritzen, forsvarsordfører og tidligere skatteminister:
    - At næstformanden skal hedde Inger Støjberg, handler om at kunne lave et godt team, siger han til Politiken.
  • Sophie Løhde, næstformand for Venstres folketingsgruppe:
    - Jeg er ikke i tvivl om, at Inger Støjberg kunne blive en rigtig god næstformand for Venstre, siger Sophie Løhde til Ritzau.
  • Marcus Knuth, folketingsmedlem:
    - Jeg bakker helhjertet op om Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg som formand og næstformand - hvis de ellers selv vil!, skriver han på Facebook.
  • Michael Aastrup Jensen, folketingsmedlem:
    - Jeg peger personligt på Inger Støjberg. Hun er en kæmpe kapacitet for vores parti, siger han til DR og uddyber, at Inger Støjberg som næstformand sammen med Jakob Ellemann-Jensen som formand vil udgøre "et perfekt makkerpar".
  • Carsten Kissmeyer, folketingsmedlem:
    - Inger Støjberg er et godt bud på vores nye næstformand - måske i en konstruktion, hvor vi har to næstformænd, siger han til DR.
  • Erling Bonnesen, folketingsmedlem:
    - Hun kunne bestemt være et godt bud. Men det skal jo så være op til Inger Støjberg og eventuelt andre at melde ud, om de vil stille op, siger han til DR.

Kilder: Ritzau, DR

Se mere

Karsten Lauritzen ønsker ikke at uddybe over for Ritzau.

Både Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg har afvist at give en kommentar til Politiken.

I weekenden trak Lars Løkke Rasmussen sig som formand for Venstre, og Kristian Jensen annoncerede, at han stopper som næstformand. Derfor skal partiet i gang med at finde en ny ledelse.

En lang række folketingsmedlemmer, borgmestre og andre fremtrædende Venstre-folk har peget på Jakob Ellemann-Jensen som formand for partiet.

Læs også V-kender om ny næstformand: Støjberg er storfavorit

Politiske kommentatorer såsom Hans Engell har kaldt det "usandsynligt", at andre kandidater skulle melde sig.

Til gengæld har han og flere andre peget på, at det ikke på samme måde er oplagt, hvem der skal være næstformand.

Men en gruppe af prominente Venstre-folk har peget på, at tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg bør blive næstformand.

Gruppen inkluderer både formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose, og den tidligere sundhedsminister og nuværende næstformand for folketingsgruppen, Sophie Løhde.

07:20

Lars Løkke og Kristian Jensen trak sig lørdag fra Venstre-toppen. Dermed er Jensens formandsdrøm knust.

Luk video