Endnu en ung profil forlader Mors-Thy

Tobias Ellebæk skifter næste sæson til Aalborg Håndbold. Dermed sender Mors-Thy Håndbold endnu en af deres profiler videre.

161015Ellebaek2.jpg

Fredag blev Tobias Ellebæk præsenteret som ny spiller i Aalborg Håndbold. Den 23-årige venstre back har skrevet under på en treårig aftale, der løber frem til sommeren 2019.

- Jeg glæder mig til at trække i den røde Aalborg Håndbold-trøje. Skiftet er et skridt op i min karriere. Jeg ved, at det også giver et større pres på mig som spiller, men det er jeg klar til. Samtidig glæder jeg til at spille foran Danmarks største publikum i Jutlander Bank Arena, hvor der altid er en fantastisk stemning, siger Tobias Ellebæk.

Lige nu er unge Ellebæk i gang med fjerde sæson i Mors-Thy Håndbold og er i øjeblikket topscorer i Boxer Herreligaen med 50 mål i otte kampe.

På den nuværende hjemmebane er det med blandede følelser, de endnu en gang skal sige farvel til en af deres unge spillere.

- Jeg græder i 20 sek., når vi må lade dygtige spillere gå. Men bagefter er jeg glad. Vi har ikke noget problem med det. Det er dejligt at kunne se dem på den store scene, siger Henrik Hedegaard, der bestyrelsesmedlem og fungerer som sportslig leder i Mors-Thy Håndbold.

Langt fra første gang

Det er langt fra første gang, klubben har sendt dygtige spillere videre til endnu større klubber. René Toft Hansen fra tyske Kiel spillede sine første seniorår i Mors-Thy, Skjerns nuværende målmand Søren Pedersen vogtede tidligere målet for de blåblusede, og også Peter Balling i Team Tvis Holstebro har en fortid i den nordvestjyske rugekasse.

- Jeg håber, at det tiltrækker nogle unge spillere, fordi de kan se, at de kan komme til Mors-Thy Håndbold og gennemgå en stor udvikling og måske endda komme videre til en endnu større klub, siger Henrik Hedegaard.

Lige nu ligger Mors-Thy Håndbold nr. 11 i Boxer Herreligaen.

I videoen kan du se indslaget om Mors-Thys talenter.

1:51
Tobias Ellebæk blev i dag præsenteret i Aalborg. Han skifter i sommerpausen