Endnu en gang: Rester af hval skyllet op på land

Resterne af en endnu ukendt type hval er drevet i land ved Agger.

img_0254_3.jpg
Foto: Kristian Mørk Andersen, TV MIDTVEST

Endnu en gang er en af havets store kæmper skyllet op på land. Denne gang er det resterne af en hval, der er fundet ved høfde 89 i Agger. Det skriver Limfjord Update. 

Hvalen er begyndt at gå i opløsning, blandt andet mangler dyrets hoved. Derfor er det svært for eksperter at fastslå, hvilken slags hval der er tale om. 

- Det er ingen kaskelot, det kan vi se ud fra skindet på den. Mit bedste bud er, at det er en finhval på grund af størrelsen og rygfinnens placering. Men det hele er gået i forrådnelse, så det kan være ret svært helt nøjagtigt at artsbestemme, siger Michael Madsen, indehaver af JyllandsAkvariet i Thyborøn.  

Ifølge Michael Madsen har hvalen formentligt ligget død i vandet i et par måneder, før den er skyllet op på land.