Endnu en brand ved Søbad i Silkeborg

Midtjysk Brand og Redning måtte her til eftermiddag slukke en mindre brand i Silkeborg. Denne gang ved Østre Søbad. 

Brandbil på vej.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Her til eftermiddag måtte Midtjysk Brand og Redning rykke ud til endnu en brand i Silkeborg. Denne gang var det ved Østre Søbad. På et af toiletterne var der gået ild i en paipirbeholder. Politiet modtog meldingen kl. 16:18, da der kom røg ud fra toilettet.

- Sådan en papirbeholder går der ikke ild i af sig selv, siger Rasmus Klüver, der er indsatsleder ved Midtjysk Brand og Redning.

Muligvis sammenhæng mellem de to brænde

Brandvæsnet fik hurtigt kontrol over situationen, og inden personer kom til skade. Om sagen har forbindelse til branden ved Vestre Søbad i torsdags er uvist. Her brændte et af søbadets omklædningsrum ned til bunden.

- Jeg kan ikke udelukke, at de to sager kan have forbindelse til hinanden, siger Carsten Henriksen, der er vagtchef hos Midt og Vestjyllands Politi.

Politiet ved endnu ikke, hvem der er skyld i branden.

- Vi har ikke ret meget at gå efter, derfor vil vi meget gerne høre fra folk, der har bemærket noget, siger Carsten Henriksen.

Har man oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på 114.