Endelig! Her får 19-årige Emil igen lov til at logge på Facebook

Han har undværet Facebook i to uger, men i dag har han fået lov til at logge på igen.

0:41
Se Emil logge på igen lige her.

19-årige Emil Rentius Sørensen fra Sørvad har i de sidste to uger været igennem noget, som de færreste teenagere prøver.

Den 15. januar loggede han af Facebook, og først i dag er han tilbage.

- 70 notifikationer, udbryder han, da han får lov til at logge på.

Gymnasieeleven har været logget af, fordi han deltager i TV MIDTVESTs Facebook-eksperiment, hvor fire midt- og vestjyder og TV MIDTVEST selv har været logget af i to uger for at finde ud af, hvor afhængige vi er blevet af Facebook som nyhedsmedie.

Gået glip af en begivenhed

Emil Rentius Sørensen fortæller, at han især har savnet Facebooks begivenhedsfunktion, hvor ham og hans kammerater arrangerer alt fra håndboldtræning til fester.

- Det har været sværere i forhold til venner, end det har været i forhold til nyhederne. Det har været svært i forhold til begivenheder. Jeg har oplevet, at der er en begivenhed, jeg har misset, fordi jeg ikke har vidst, at jeg har været inviteret. Det var lidt specielt at opdage bagefter. Lidt ærgerligt, forklarer han.

Derfor er han også glad for at være tilbage.

- Det bliver dejligt. Det er ikke noget jeg har savnet vildt meget, men mange ting i hverdagen bliver nemmere af det.

Har opsøgt nyheder

Før han loggede af, fik Emil Rentius Sørensen størstedelen af sine nyheder fra det sociale medie. Men det har han måtte finde en løsning på.

- Mit forbrug af andre sociale medier er steget, men også mit forbrug af nyhedsapps, siger han.

Han mener, at han har fået flere nyheder på denne måde.

- Når man ser på Facebook, så tror jeg mest, at det er store nyheder eller de nyheder der får mange likes og delinger, som man ser. Hvorimod man uden Facebook også får opsøgt flere af de mindre, men stadig vigtige, nyheder.

Og selve Facebook?

- Jeg tror jeg kommer til at bruge det mindre. Nu har jeg vænnet mig til ikke at bruge det. Jeg tror, jeg kommer til at fortsætte med at lede efter nyheder andre steder, slår han fast.

TV MIDTVEST har tjekket Emils aktivitetslog på Facebook og kan bekræfte, at han har holdt sig fra mediet i hele perioden. 

4:42