Endelig: Bedre mobildækning på vej

Det bliver lettere at bruge mobilen og internettet i otte kommuner, hvor bredbånd og dækning forbedres.

smartphone.jpg

I fremtiden kommer der hurtigere hul igennem til mobilen og internettet i kommuner som Ringkøbing-Skjern, Lemvig, Skive og Herning.

De fire kommuner må sammen med Odsherred, Slagelse, Lolland og Næstved låne 50 millioner kroner i 2014-2015 til bedre bredbånd og mobildækning. Det oplyser Økonomi- og Indenrigsministeriet om aftalen, der indgår i vækstpakken, som regeringen lavede med alle partier undtagen Liberal Alliance.

For at sætte ekstra tempo på udviklingen er det i vækstpakken 2014 besluttet at etablere en ny lånepulje for 2015 og 2016 på samlet 100 millioner kroner til udbredelse af bredbånd og mobildækning i yderområder. Det glæder økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R).

- Det vil styrke den lokale erhvervsudvikling, gavne beskæftigelsen og digitaliseringen af de kommunale tilbud. Samtidig kan bedre dækning være med til at forbedre de velfærdsteknologiske løsninger blandt andet i hjemmeplejen, siger hun i en pressemeddelelse.

For at drive virksomhed i Danmark er det en vigtig forudsætning at have et godt og velfungerende bredbånd og mobildækning, mener erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S).

- Den nye lånepulje skal være med til at sætte endnu mere gang i væksten ved at fremme adgangen til bredbånds- og mobilforbindelser lokalt, siger Henrik Sass Larsen:

- Puljen giver kommunerne i yderområder bedre muligheder for at stille dækningskrav i forbindelse med indkøb af bredbånds- og mobilforbindelser.

/ritzau/