Sten i en sko reddede formentlig familie fra voldsom ulykke

Der er god grund til, at man kun må køre 60 km/t på hovedvejen netop her, fortæller René Søndergaard. Foto: René Søndergaard

Sten i en sko reddede formentlig familie fra voldsom ulykke

Det kunne være gået helt galt for en familie, da en motorcyklist kom tordnende med 200 km/t. Heldigvis var de blevet forsinket hjemmefra.

Familien Søndergard fra Hassing i Thy fik sig en stor forskrækkelse, da de lørdag havde sat sig i bilen for at køre til biografen i Struer.

Da de kom fra en sidevej og ville svinge ud på hovedvejen ved Visby, hvor der er dårlige oversigtsforhold og hastighedsbegrænsning på 60 km/t, fik familien et chok.

- Lige da vi er ved at bremse ned inden krydset, kan jeg skimte noget i øjenkrogen, og han kom eddermame stærkt og så med politiet 100 meter efter sig i civil med udrykning, fortæller en rystet familiefar René Søndergaard til TV MIDTVEST

Midt i politijagt
Han og konen var sammen med deres to drenge på vej i biografen i Struer, da de pludselig havnede midt i en hæsblæsende politijagt.

- Det var godt vi ikke kom 2 sekunder tidligere, så havde han ikke haft en kinamands chance for at undgå os, og havde han forsøgt at undgå os, var han selv kommet meget slemt til skade, fortæller René Søndergaard.

Læs også Måtte køre 60 men kørte 200 km/t på motorcykel

Han er lettet over, at de blev en smule forsinket hjemme i gårdspladsen.

- Tina (red. Renés kone) måtte lige sætte sig på trappen og få en sten ud af skoen, inden vi kunne komme afsted – det var heldigt, siger René Søndergaard lettet.

Zig-zag kørsel
Da familien fik svinget ud på hovedvejen kunne den se, motorcyklisten fortsætte i zig-zag mellem de øvrige trafikanter.

- Med den fart er der ikke mange, der har opdaget ham, inden han kom susende forbi, slutter René Søndergaard.

På et tidspunkt svingede motorcyklisten fra og gemte sig for politiet på en mark med afgrøder men opgav senere at gemme sig, da han indså, at han ikke kunne slippe væk.