En person anholdt for knivrøveri

Politiet har fået flere tips, efter at blandt andet TV MIDTVEST i går delte en overvågningsvideo fra et røveri.

De to gerningsmænd er her i gang med at fylde en pose med spiritus, kontanter og cigaretter.
De to gerningsmænd er her i gang med at fylde en pose med spiritus, kontanter og cigaretter.
Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

En mand er anholdt for et groft røveri mod Rema 1000 i Herning, hvor to mænd med hver deres kniv røvede butikken for cigaretter, spiritus og kontanter.

Politiet valgte derfor i går at dele overvågningsbilleder, som blandt andet TV MIDTVEST har vist her på siden, og det gav pote.

Tidligere i formiddags kunne politiet anholde en mand, efter at de havde modtaget adskillige tips fra borgere.

- Vi har fundet frem til ham efter henvendelse fra offentligheden, hvor vi fik flere tips om den samme mand, fortæller anklager Iben Ernst Bøttker.

Manden skal i grundlovsforhør klokken 14, hvor han får mulighed for at give forklaring.

Politiet leder stadig efter endnu en mand i forbindelse med røveriet.