To biler kørt sammen: En passager måtte hentes med helikopter

En ældre kvinde overså en vigepligt og kørte dermed sammen med en modkørende.

Den ene bil ramte en lysregulering, som her til morgen er spærret af. Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Læs også Beboere evakueret efter fjernsynsbrand

Viborgvej i Holstebro blev natten til søndag scene til en alvorlig ulykke, der midlertidigt lukkede vejen.

Klokken 23:12 kom en 80-årig kvinde kørende ud ad vejen, da hun ville svinge til venstre og ind på sidegaden Østervang. Her overså hun en modkørende.

- Den anden part kom kørende ind mod byen. De to førere er lettere tilskadekomne, men passageren i den modkørende bil er kommet alvorligt til skade og måtte flyves til Aarhus med helikopter. Han skulle dog ikke være i livsfare, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch.

Bilinspektør på sagen

Bag rattet i den modkørende bil sad en 19-årig mand. Den alvorligt tilskadekomne passager var mandens 48-årige far.

- Vi har udtaget blod af begge førere, og nu skal bilinspektøren så se nærmere på ulykken. Kvinden laver en vigepligtsfejl, men der kan være andre faktorer. Men det ved vi ikke endnu, slår vagtchefen fast.

Rester fra den ene bil ligger spredt ud. Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST