En-mands kulturdynamo sætter eget aftryk på Viborgs Festuge

Anders Kristensen elsker kultur så meget, at han bruger hele festugen i Viborg på at lave særlige events for at skabe mere kultur i domkirkebyen.

Anders Kristensen Snapsting
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

En kaskade af kultur vælter i denne uge ned over Viborg under byfesten Snapsting. Der er dog nogen, der ikke kan få nok. Det gælder Anders Kristensen - også kaldet ”Kultur-Anders” – der laver sine egne events i løbet af ugen.

Selvom han hverken er til maraton eller andre former for ekstremsport.

- Jeg dyrker kultur. Ekstremkultur, kan man sige, griner Anders Kristensen.

Anders Kristensen har gennem flere år sat sit eget kulturelle fingeraftryk på Viborg.

- Jeg har fire unger, der skal vokse op her i byen og vi skal selv blive gamle her i byen, så jeg vil gerne have, at der er en kulturel ballast, som man kan gå ud og hoppe ned i, siger han.

Han har en svaghed for det skæve. Det der er lidt anderledes, og i løbet af ugen har han for eksempel stablet en politiker-debat op på en temmelig anderledes måde. Tre borgmesterkandidater skal ombord på en særlig cykel, og så er scenen sat til samtale, der selvfølgelig skal handle om kultur

- Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre, hvordan de ser kulturen og dens opgave i samfundet i det hele taget. Jeg synes jo selv, at det spiller en enorm væsentlig rolle, siger

Med mindre end et halvt år til kommunalvalget, synes Anders Kristensen, at det var på sin plads at prøve noget nyt.

- Det er tit, at borgerne føler sig lidt lost i det politiske. De gider det ikke rigtig, forklarer han.

Det sære set-up havde lokket en halv snes mennesker til en politisk pedaltur.

- Jeg synes, det er så fint, og jeg synes, at han er så fin i hans røde uniform, det er sådan en god måde at mødes på, siger Lone Sørensen.

Til daglig er manden i den røde jakke konsulent i mangfoldighed, og for ham hænger det ord også sammen med kultur.

- Kulturen kan bringe folk sammen, som ikke kender hinanden. Unge og gamle og folk, der ser ud, som de ser ud, siger Anders Kristensen.

I festivalugen har ”Kultur-Anders” iscenesat i alt seks begivenheder, som er hans helt egne bud på anderledes kultur.

2:14
Anders Kristensen laver sine egne ting under Viborgs byfest-uge