En kat har 18 tæer - men ikke hos en familie i Stoholm

I Stoholm har et kuld katte mange flere tæer end normalt.

Foto: Stine Agnholt Andersen, TV MIDTVEST

Almindeligvis har en kat 18 tæer. Men i Stoholm mellem Skive og Viborg har to af Mette Bech Andersens katte henholdsvis 25 og 23 tæer.

- Når de er så små, og de har så mange tæer, at deres poter ser helt deforme ud, og de ser så søde ud, og de kan næsten ikke gå på de små poter, er de ikke til at stå for, siger hun.

  Foto: Stine Agnholt Andersen, TV MIDTVEST

Fænomenet hedder polydactyli. Noget som den amerikanske forfatter, Ernest Hemingway, gik meget op i.

- De skulle have seks tæer på alle poter, og han havde sådan en helt genetisk kode for, hvordan det skulle ske, og den dag i dag opdrætter de også Key West-katte derovre, og de bliver kaldt Key West-katte andre steder end her. Nu kalder vi dem Poly-katte, uddyber Mette Bech Andersen.

Mens polydactyle katte i 1930'erne var kendt som skibskatte, der var stærke under søgang, har kattene i Stoholm andre kvaliteter. De fanger gerne flere mus om dagen.

Ganske ufarligt

Det kan se noget specielt ud, men det er også det eneste. For de mange tæer er ganske ufarligt.

- Det er noget, der ligger i nogle racer, som ikke har nogen betydning, ud over at man skal klippe negle lidt oftere. Det er simpelthen bare en kosmetisk ting, forklarer dyrlæge Lise Svejgaard fra Egelund Dyreklinik.

  Foto: Stine Agnholt Andersen, TV MIDTVEST

I Stoholm er polykillingernes mor allerede gravid med et nyt kuld. Så måske der venter endnu flere polykatte inden længe.