Farverige og populære: En dag til ære for efterårets mest blomstrende plante

Blomstergården ved Viborg slog i dag dørene op til Dahlia Festival med rundvisning blandt 2.500 flamboyante blomster.

Georginer findes i mange størrelser og farver.
Georginer findes i mange størrelser og farver.
Foto: Winfried Woggon / Panthermedia / Ritzau Scanpix

De kan være store, de kan være små og de findes i alle regnbuens farver.

Georginer, som på latin hedder dahlia, er blandt havens mest populære planter, fordi de kommer med et væld af blomster. Derfor har georginerne også mange fans, og i dag var en flok af dem samlet til Dahlia Festival på Blomstergården ved Viborg.

Blandt de fremmødte i Viborg var Karen Lauritsen, som har et helt særligt forhold til netop georginer.

- Georginer har jeg plukket hjemme i mine forældres bondehave fra jeg var ganske, ganske lille. Derfor interesserer jeg mig for dem. Jeg er både positivt overrasket over, at det er så mangfoldigt i haven her, men også over den diversitet, der bliver dyrket herude, siger hun efter besøget hos Blomstergården.

Kun én ulempe ved georginer

Havens ejer hedder Villy Mouritsen, og i løbet af dagen har han vist den ene gruppe efter den anden rundt blandt de mange forskellige typer georginer i haven, hvor der er udplantet mere end 2.500 georginer forskellige steder mellem træer og buske.

- På rundvisningerne snakker vi om de forskellige typer georginer og hvordan de skal behandles. Der er himmelvid forskel på blomsterne. De kan være alt fra fem centimeter til en halv meter store, men de største typer ser man ikke i Danmark, siger han.

Faktisk har de populære blomster kun én ulempe.

- Ulempen er, at de skal graves op om efteråret og opbevares frostfrit, hvis de skal overleve. Det er helt klart det største problem med dem, siger Villy Mouritsen.

Det er dog ikke nok til at afskrække de georginglade havegæster.

- Georginerne kan lave en mængde af blomster, så det er helt overdådigt blimsterflor, der vælter frem, og det synes jeg er utrolig smukt. Man kan have meget svært ved at holde den dårlige stemning, når man kommer et sted som her, siger en anden havegæst, Niels Christensen.

Festivalen i Viborg er en del af Haveselskabets årlige Havefestival, hvor 300 haveentusiaster slår havelågerne op og viser frem i blomsterbedene.

0:45
Georginer i alverdens farver og størrelser. Denne weekend er blomsten blevet hyldet på en festival.