En af ulvens naboer: - Jeg føler, at nu bliver vi taget alvorligt

Danmark skal samarbejde med Tyskland, så det bliver lettere at regulere ulven. Det mener den nye Miljø- og Fødevareminister. Det er en udmelding, der falder i god jord flere steder i ulveland.

Heidi Blindkilde og familien bor lige midt i ulveland. De ønsker sig en lovgivning, der giver lov til at regulere ulven. Foto: Richard Gaarn Svendsen TV MIDTVEST

Der kan være regler på vej for, hvordan vi skal gebærde os i forhold til ulven. Den nye Miljø- og Fødevareminister, Jakob Ellemann-Jensen (V), lægger op til, at Danmark skal samarbejde med Tyskland, og blive enige om, hvornår ulven må skydes.

Og den udmelding vækker glæde flere steder i ulveland. Blandt andet hos Heidi Blindkilde, der udover at være medlem af Idom-Råsted Borgerforening også bor dør om dør med ulven i Idom. 

Læs også Ny ulveminister vil alliere sig med tyskerne

- Jeg føler, at nu bliver vi taget alvorligt, siger hun. 

Familien har set ulven tæt på deres hjem, og de har deltaget i et dialogsamarbejde omkring ulven med Aarhus Universitet. Nu manlger de bare en klar lovgivning.

- Kan vi komme så langt, at man kan få lov til at få reguleret i et område, så tænker jeg, at så er det også muligt at leve med den, siger Heidi Blindkilde. 

Minister forstår bekymring

Venstres Jakob Ellemann-Jensen blev præsenteret som nu Miljø- og Fødevareminister i onsdags, og når man sidder på den post, skal man hurtigt finde ud af, hvad man mener om, at ulven er tilbage i den danske natur. 

- Jeg forstår godt, at folk bekymrer sig, og at folk er ængstelige. Ulve har trods alt ikke været i Danmark i et par hundrede år, så jeg kan godt forstå, at det her er noget, der vækker bekymring. 

Tonerne fra den nye minister klinger også overvejende positivt hos foreningen Ulvefrit Danmark, men bestyrelsesmedlem Karl Nielsen er stadig tvivlende. 

- Det er positivt ja. Det synes jeg, at det er. Men han lever jo ikke i Jylland, og han lever ikke med dem, så derfor er jeg stadigvæk skeptisk, må jeg indrømme, lyder det. 

Læs også Ulvedebatten raser: Begge sider drømmer om en bedre tone

Eventuel lovændring skal gennem EU

Hvis der skal ændres på lovgivningen, der lige nu siger, at ulven er fredet, skal det ske gennem EU. Her ønsker ministeren at skabe et samarbejde med vores tyske naboer. Så sent som i mandags kunne myndighederne i Tyskland fortælle om et formodet ulveangreb mod fyrre får. 

Læs også Fire ud af ti danskere vil lade ulven være frit i landet

- Vi har brug for at have nogle fælles europæiske regler på området og få lempet dem. Jeg ved, at man i Tyskland decideret har skrevet ind i sit regeringsgrundlag, at det er en vej, man vil forfølge. Og det er selvfølgelig noget, som jeg synes, at vi fra dansk side skal forhøre os med tyskerne om og finde nogle andre stærke allierede på det område, siger Jakob Ellemann-Jensen (V).

Hos Storålam har de mistet adskillige får og lam til ulven. Også her falder ministerens ønske om et samarbejde på tværs af landegrænser i god jord. 

- Et langsigtet tiltag med noget samarbejde med de andre EU lande var også yderst positivt, for det kunne måske løse op og skabe en mere afbalanceret situation, siger fåreavler Jørgen Blazejewicz.

02:51

Den nye Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen lægger op til, at Danmark skal samarbejde med Tyskland, og blive enige om, hvornår ulven må skydes.

Luk video