Emma leger sælger for en dag: - Det er sjovt

Viborg Midtby var forvandlet til en markedsplads, da der i dag var loppemarked for børn.

Emma Harrig Nielsen fra Viborg var en af dem, der i dag havde stillet en bod op. Foto: Jeanette Torndahl Madsen, TV MIDTVEST

I dag kunne børn og teenagere lege sælgere for en dag, da der i Viborg blev holdt købe-bytte-sælge-dag.

Det er Viborg Bibliotekerne, der står bag arrangementet, som bliver holdt hver sommer.

- Jeg synes, det er sjovt at sælge ting, siger Emma Harrig Nielsen.

Hun er en af de børn, der har ryddet op på børneværelset for at sælge ud i dag.

Man skal være mellem 5 og 16 år for at have en bod, og selvom de voksne gerne må komme med, er det kun ting fra børneværelset, der må sælges.

For Emma Harrig Nielsen var det en god anledning til at rydde ud i legesagerne.

- Jeg er blevet lidt for gammel til nogle af tingene, siger hun.

Arrangementet blev afholdt fra klokken 10-13 i dag.