EM i triathlon kom til byen: Stor sportsdag i Herning

Lørdag var en stor sportsdag i Herning. EM i triathlon løb af stablen, og det endte med flere medaljer til danske triatleter.

tri.jpg
Foto: Morten Thomsen

Over 2000 triatleter fra hele Europa mødtes lørdag til EM i Herning. Her dystede de i triathlon på mellemdistancen, som byder på 1,9 kilometer svømning, 90 kilometer cykling og afslutningvis 21 kilometer løb. 

- I min verden er det kæmpestort. For mig er Herning 'the capital of sport'. De har haft håndbold, og der er hockey næste år, men jeg vil stadigvæk påstå, at vi er med som en af de store ting. Det har været svært at fortælle folk, hvor stort det er, men jeg tror på, at når folk går i seng i aften, så vil de tænke, at det var lidt større end de havde regnet med, siger Claus Vesterby, der er løbsleder til EM i Herning. 

God opbakning

1:22
En flok specialiserede spejdere står bag mange af de praktiske opgaver til EM i triatlon i Herning.

Den første disciplin, svømning, foregik i Fuglsang Sø, hvorefter både cykel- og løberuterne tog triatleterne på rundtur i store dele af Herning og omegn. Det betød, at der var stor publikumsopbakning langs ruten.

- Jeg synes, at det er fantastisk, at der sker så meget her i Herning. Tænk på, hvor mange mennesker der kommer til byen. Jeg synes, at det er imponerende, siger Christian Sjurmann, der er en af de mange tilskuere til mesterskabet.

Den store opbakning blev bemærket blandt deltagerne. Specielt danske Michelle Vesterby, der var på hjemmebane i Herning, nød de mange tilskuere. 

- Det var sindssygt fedt i dag. Det var også derfor, jeg blev ved med at kæmpe. Der er så mange, der råber "Vesterby" og så meget opbakning derude. Specielt under løbet, og de kilometer med publikum var bare gratis for mig, så jeg føler ikke, at jeg har løbet 21 kilometer, siger Michelle Vesterby. 

Medaljer til Danmark

Rent sportsligt blev det også en succes set med danske øjne. På herresiden sikrede Anders Kristensen og Miki Mørch Taagholt henholdsvis sølv og bronze til Danmark, mens Camilla Pedersen snuppede sejren på damesiden. 

-  Det er super fedt! Det er dejligt for mig, at jeg kan vise, at jeg stadig er europamester. Det er jo fjerde gang, siger en glad Camilla Pedersen, da hun har krydset målstregen i tiden 4 timer, 15 minutter og 1 sekund. 

Danskerne tog sig også af sølvmedaljen på damesiden. Den gik til Maja Stage Nielsen, der kom i mål i tiden 4 timer, 21 minutter og 10 sekunder. 

Det blev ikke til en medalje i denne omgang til det lokale håb, Michelle Vesterby, der endte på en 4. plads. Hun satser dog på revanche, når verdensmesterskaberne i triatlon bliver holdt på Hawaii til oktober.​

2:57
EM i triathlon i Herning resulterede i fin dansk medaljehøst.