EM i cykling skudt i gang med familieløb og dansk medalje

Over hundrede børn var mødt frem for at indvie cykelruten til EM i cykling i Herning. Kort efter var det elitens tur, og her tog Danmark en medalje.

Emma Norsgaard i aktion på ruten. Hun kørte en imponerende enkeltstart og sikrede Danmark en bronze medalje. Foto: Kristian Jensen

Vejene fik lige akkurat et skyld med regnvejr, da Hernings Borgmester Lars Krarup skulle sende 130 børn afsted på EM-ruten. 

Sammen med EM's officielle maskot Bikey stod børnene klar sammen med deres forældre. For til trods for lidt vind og regn skulle 11 kilometer tilbagelægges. 

- Det bliver virkelig fedt at prøve at cykle, hvor de professionelle også skal cykle, siger Karoline på 9 år, inden starten går.

Og det er netop også derfor, at familieløbet, som officielt går under navnet Cycling For All, er arrangeret. 

- Det skal selvfølgelig give mulighed for at prøve at se, hvordan det er at køre på de her veje, siger Jacob Rasmussen fra Herning Kommune, der har stået for at arrangere familieløbet. Derfor glæder han sig også over, at der er mødt så mange op.

- Det er helt forrygende, at der er så mange. Især når man tænker på, at det er en onsdag morgen, siger han.

Medaljer til børn og til juniorcykelrytter

Efter 11 kilometer stod maskotten Bikey på målstregen og tog imod børnene, mens også kommentatorerne fik heppet de spurtende mini-cyklister det sidste stykke i mål. Så var det tid til medaljer for den fine præstation.

Alt imens børnene stoppede op, fik taget billeder og kunne prale af at have gennemført deres egen udgave af EM, så kom de store stjerner lige pludselig trillende.

De norske herrer med blandt andet stjernen Edvald Boasson Hagen måtte dog pænt vente, til medaljerne var givet til de mindste, før de kunne komme ud og lufte de trimmede ben. 

Da både børn og Tour de France-stjerner var gelejdet væk fra strækningen, var det tid til juniorkvindernes enkeltstart. Efter en rigtig flot præstation sikrede den danske mester Emma Norsgaard fra Silkeborg sig en imponerende tredjeplads bare 11 sekunder fra den vindende italiener. 

- Det betyder rigtig meget. Det er helt vildt stort for mig, siger hun til cyklesitet Feltet.dk.

Præcis ligesom de yngre cykelryttere fik hun derfor også overrakt en medalje - dog i bronze i stedet for med en lille maskot. 

En rigtig god begyndelse for de danske cykelryttere, og måske der er mere i vente. 

For senere tirsdag kører også juniorherrerne og U23-damerne enkeltstart.