EM gevinst for hele Herning

EM i håndbold har betydet store gevinster flere steder i Herning.

Ikke blot Jyske Bank BOXEN har haft glæde af EM i håndbold. Hele Herning har lukreret på den snart overståede slutrunde. På pubben Fox and Hounds i Herning har EM betydet en fordobling af januars omsætning.

- Vi har haft både spaniere, østrigere og alle landshold inde forbi. Folk er bare glade. Det kører bare, så det er dejligt, fortæller Jan Taulbjerg, der er indehaver af Fox and Hounds i Herning.

Også HerningCentret har haft et ekstra rykind de seneste 14 dage, mens slutrunden har stået på i den midtjyske hovedstad. 15 procent flere har besøgt storcentret.

- Det er super godt. Folk har en eller anden fælles glæde, og det er jo altid godt, siger centerchef i HerningCentret Kim Lauritsen.

Alle landshold, der i løbet af EM har spillet i Herning, har været indkvarteret på Hotel Scandic Regina. Og det har gjort godt for hotelkassen.

- Vi har haft et fantastisk januar, så vi klager bestemt ikke, fortæller hoteldirektør Rikke Bøndergaard.

Det anslås, at mere end 100.000 mennesker har besøgt Herning i forbindelse med EM.

02:12 Luk video