ELSK Thisted viser næstekærlighed med knofedt

Lørdagen var fyldt med næstekærlighed i Thisted. Organisationen ELSK Thisted brugte gulvklud og hækkeklippere til at sprede god karma i byen.

2:15
Mange borgere fik en hjælpende hånd med rengøring og hækkeklipning.
Foto: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST

I Thisted kan man vise næstekærlighed med en gulvklud og en hækkeklipper.

Det viste organisationen ELSK Thisted i går, da dagens hjælpere skulle brede god karma blandt byens borgere.

Tankerne bag projektet blev opsummeret i tre ord, da Svend Tyborg fra ELSK Thisted bød velkommen.

- Hjælpsomhed, venlighed og gæstfrihed, sagde han.

Dagens projekt betød, at borgere i Thisted kunne få to timers frivillig hjælp af to personer.

I Thisted hjælper man hinanden

Mere end 50 frivillige var mødt op for at hjælpe i Thisted. Fælles for dem alle var, at de bare gerne vil hjælpe andre.

- Hvis man har noget overskud og noget energi, så har man også en forpligtelse til at hjælpe hinanden, siger Bodil Fodgaard, der er frivillig i ELSK Thisted.

Hun er en af hjælperne, og denne lørdag skulle hun på besøg ved 87-årige Lilly Petersen.

Bodil Fodgaard spredte god karma med en god klud.
Bodil Fodgaard spredte god karma med en god klud.
Foto: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST

Hjælperne ved ikke på forhånd, hvilke opgaver de skal lave - det kan være alt fra at hænge billeder op til havearbejde.

De to timer begyndte med kaffe og snak, indtil Lilly Petersen satte gang i arbejdet.

- Jeg vil godt have støvet af ovenpå skabet, sagde hun.

- Vi er skabt til at være der for hinanden

ELSK Thisted organiserer hjælperne, og dem, der vil have besøg, kan henvende sig på ELSK's hjemmeside. 

- Det synes jeg er pragtfuldt. Dejligt, siger Lilly Petersen fra Thisted om projektet.

Og det er ikke kun dem, der får hjælp, der synes godt om projektet.

Bodil Fodgaard, der var en af dagens hjælpere, synes ikke, at det kun var hårdt arbejde. Det var ligefremt hyggeligt at gøre rent. 

- Det er jo det, vi er skabt til. Vi er skabt til at være der for hinanden. Vi kan jo ikke bare leve livet for os selv, siger Bodil Fodgaard.

Organisationen står bag flere projekter, der tager i udgangspunkt i næstekærlighed. Man kan ansøge om hjælp på ELSK Thisteds hjemmeside.