Elever vinder bronzemedalje for bolcheidé
Unge fra Morsø Handelsgymnasium vinder bronze for deres idé ved Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab.
Bolcher til folk der har problemer med at smage eller danne spyt. Med den innovative idé vandt tre elever fra Morsø Handelsgymnasium onsdag aften en tredjeplads ved Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab.
Over 4000 elever har deltaget i undervisningsforløbet Company Programme, hvor de har arbejdet med at udvikle iværksætteridéer, og onsdag kulminerede det i en finale, hvor de bedste 162 elever fordelt på 42 hold fra hele landet dystede.
Holdet Tasteable fra Morsø Handelsgymnasium vandt tredjepladsen for deres specialudviklede bolcher, som de har udviklet med ekstra syre og smag, så folk med nedsat smagssans alligevel kan smage bolcherne, og samtidig er de gode for kræftpatienter, der har problemer med at danne nok spyt.
- Det er fedt at vinde, og vi skal bruge pengene til at udvikle vores bolcher med flere smage. Vi har også flere produktarter i kikkerten, blandt andet drys til morgenmad, lød det fra gruppen efter sejren, hvor de vandt 4000 kroner sponsoreret af Nordea.
Hård konkurrence med mange talentfulde unge
Vinderne af DM-titlen blev gruppen Clean Cover fra Erhvervsgymnasiet Grindsted, som har udviklet et antibakterielt mobilcover, der fjerner 90 procent af bakterierne på ens mobil på 24 timer.
Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab blev holdt hos Dansk Industri, der er sammen med Fonden for Entreprenørskab er med til at arrangere DM.
- Company Programme lærer de unge at gå fra en idé til en egentlig virksomhed, og samtidig lærer de at bruge deres faglige viden på en helt ny måde og på den måde styrker sådan et forløb også elevernes læring, siger Christian Vintergaard, adm. direktør i Fonden for Entreprenørskab.
Til DM stiller eleverne op i én af fire kategorier. I kategorien Science & Technology vandt en gruppe HHX-elever fra Herningsholm Erhvervsgymnasium for deres idé Back on Point, der er et bælte, som kan forbedre kropsholdningen.
Se indslag fra marts om hele 18 elever fra samme klasse, som nåede DM-finalen. Heriblandt eleverne som vandt en af de fire hovedlinjer for deres bælte, der skal forbedre kropsholdningen.