Elever ribbet for mobiler og computere

Tyve har stjålet computere og mobiltelefoner fra op mod 30 elever på Husflidsefterskolen i Skjern.

iphone.jpg

Mens alle 168 elever på Husflidsefterskolen i Skjern var til idræt, gik tyve torsdag eftermiddag ind på skolen og stjal 20-30 computere og et tilsvarende antal mobiltelefoner fra de elevværelser, der ikke var låst.

- Der er rigtig mange elever, der lige har fået ny computer inden de skulle starte på efterskole. En elev fik stjålet både computer og mobiltelefon for i alt 16.000 kroner, siger forstander Uffe Østergaard.

Forsikring dækker ikke

Forstanderen fortæller også, at tre unge bad boy's-agtige typer er set læsse nogle fyldte tasker i en rød Renault Megan Sport på parkeringspladsen ved skolen på tidspunktet for tyveriet. Eleverne kan dog ikke forvente at få telefoner og computere erstattet, da værelserne var ulåste, og tyveriet betegnes derfor som "simpelt tyveri," og det er ikke alle forsikringer der dækker det.

- Det er utopisk at forestille sig, at alle elever skulle lukke alle vinduer og døre hele tiden. Nu overvejer vi i stedet om vi kan montere automatiske låse på dørene, forklarer Uffe Østergaard.

 

1:53
Tyve har stjålet computere og mobiltelefoner fra eleverne på Husflidsefterskolen i Skjern.