Elever fra Holstebro vinder landsdækkene skolekonkurrence

​Syv elever fra 6.B på Rolf Krake Skolen i Holstebro har vundet en landsdækkende konkurrence under Forskningens Døgn.

Sådan så det ud, da de syv elever fra Rolf Krake Skolen blev fejret på scenen i Dokk1 i Aarhus.
Sådan så det ud, da de syv elever fra Rolf Krake Skolen blev fejret på scenen i Dokk1 i Aarhus.
Foto: Metha Loumann, Journalist og PR-konsulent, Forskningens Døgn

En underholdende og tankevækkende fortælling på video om fortiden, nutiden og fremtiden.

Sådan lød opgaven for elever i 4.-6. klasse over hele landet som en del af Forskningens Døgns skoleprogram.

Og den opgave fik Oliver, Oscar, Kristina, Matilde, Maia-Emilie, Anne og Kajsa fra 6. B på Rolf Krake Skolen i Holstebro løst på fornem vis.

Faktisk gik det så godt, at de sammen med deres lærer, Gunner Almholt, vandt konkurrencen foran 120 andre videofilm med en to minutter lang video om en tidsmaskine, der kan sende børn frem og tilbage mellem vikingetiden og nutiden.

De syv elever blev fejret ved et stort finaleshow i Dokk1 i Aarhus sammen med 250 andre skoleelever, og det var en dommerjury, der afgjorde konkurrencen udfald.

En god og kreativ fortælling om en tidsmaskine

Juryen begrunder Rolf Krake Skolens sejr således:

- Eleverne har skabt en rigtig god og kreativ fortælling om en tidsmaskine, Tidsblasteren 2000, der er opfundet af en meget klog forsker med det kloge og sjove navn ’Alberte Einstein’. Og det er netop, hvad historien er: Både sjov og klog.

- Eleverne reflekterer dybsindigt over begrebet ’tid’, og historien hænger godt sammen omkring nyhedsrammen. Fortællingen er relevant for andre børn end dem, der har lavet historien og videoen oser af overskud til at fortælle historier og til at bruge viden, lyder det i juryens begrundelse.

Eleverne har, udover den store oplevelse, fået et diplom og en biograftur til hele klassen derhjemme.

2:22
Her kan du se Rolf Krake Skolens vindende videobidrag til den landsdækkende konkurrence i Forskningens Døgns skoleprogram.