Elever demonstrerer mod besparelser

Elever vil demonstrere mod besparelser foran rådhuset i Holstebro op til tirsdagens byrådsmøde.

Elevrådet på Birkelundskolen i Holstebro stiller sig nu forrest i børnenes kamp mod nedskæringerne på skoleområdet i Holstebro Kommune. Elevrådet har inviteret flere andre skoler med til en demonstration mod spareplanerne, når politikerne holder byrådsmøde tirsdag eftermiddag.

Vikartimer spares væk

- Vi har ikke råd til nye bøger. Og vi skulle have haft nyt IT-system, det får vi heller ikke. Studieturen i 8. klasse er aflyst og der bliver heller ikke råd til vikar-timer ved sygdom, og det kan få store konsekvenser, når vi skal op til eksamen i april, siger Mark Geertsen Bro, 8. klasses elev og elevrådsformand på Birkelundsskolen i Holstebro.

Elevrådet har sørget for at få politiets tilladelse til demonstrationen og byrådet er også varskoet. På den baggrund kommer direktøren for Børn og Unge, Mads Gammelmark, ud til elevrådet på Birkelundskolen på mandag og forklarer, hvordan kommunen ser på sagen.

Ifølge Mark Geertsen Bro skal elevrådet også mødes med Sønderlandskolen, Rolf Krake og Sct. Jørgen skoler om nedskæringerne og demonstrationen.

Flere skoler varsler fyringer

Nedskæringerne betyder blandt andet at flere skoler har varslet fyringer. Birkelundskolen varsler seks fyringer, det samme gør Rolf Krake Skolen mens Vemb og Nr. Felding hver varsler fyring af een lærer.

- Vi håber på at vise politikerne, at det er forkert med de her nedskæringer. Det hænger ikke sammen og slet ikke med den nye skolereform, mener Mark Geertsen Bro.

Her et link til et opslag på facebook, hvor man kan læse om nedskæringerne og demonstrationen.

https://www.facebook.com/events/1617949785122112/