Elev blev levende fakkel: Efterskole gøres ansvarlig

Under en udflugt blev en 15-årig elev voldsomt forbrændt. Efterskolen skal nu betale erstatning.

150504VestreLandsret.jpg

Musikefterskolen i Klejtrup ved Hobro er af Vestre Landsret gjort eneansvarlig for en ulykke, der skete under en elevudflugt i efteråret 2011.
    
Ved ulykken eksploderede noget husholdningssprit ud over to elever. Den ene blev voldsomt forbrændt, da han blev omspændt af flammer.
    
I byretten blev den 15-årige elev, der hældte sprit på et varmt kogeapparat, dømt til at betale halvdelen af erstatningen. Men efter landsrettens dom slipper han helt for at betale noget af erstatningen på 333.772 kroner.
    
Ulykken skete i Rold Skov, hvor musikefterskolen hvert år holder en ryste-sammen-tur for de nye elever.
    
Eleverne skulle lave mad på nogle spritapparater, såkaldt trangiaer, og forinden havde lærerne vist, hvordan man fylder sprit i brænderen.
    
Efter aftensmaden blev apparaterne stående ude under en presenning, og flaskerne med husholdningssprit stod ved siden af.
    
To elever besluttede uden lærernes viden at bage pandekager og tændte to trangiaer. De løb tør for sprit, og den ene ville hælde noget mere på.
    
Men spritten eksploderede og spredte sig ud over de to elever.
    
Det lykkedes den ene at slukke ilden på sine arme, men den anden var omspændt af flammer og løb rundt i lejren, indtil en lærer fik ham ned og slukkede ilden.
    
Efter ulykken anlagde han sag mod skolekammeraten som den direkte skadevolder og efterskolen som ansvarlig for udflugten.
    
Landsretten siger, at uanset at lærerne havde fortalt eleverne, at de kun måtte hælde sprit på beholderen, mens de holdt den i hånden, havde man ikke udtrykkeligt sagt, at der ikke måtte hældes sprit på en varm beholder.
    
Om elevens rolle siger landsretten, at han ikke vidste eller burde vide, at man ikke må hælde sprit på en slukket brænder, mens den var varm. Derfor frifindes han.
    
/ritzau/