Forbrugere føler sig villedt af el-handlere

El-kunder klager over handelsselskabers metoder, når de jagter nye kunder. Manipulerende og uigennemsigtige, lyder det fra de frustrerede forbrugere.

Foto: TV MIDTVEST

80-årige Helge Poulsen modtog for et halvt år siden et opkald, som skulle vise sig at blive dyrt. I den anden ende af røret var en sælger fra et el-selskab, som ville have ham som ny kunde.
Helge Poulsen bad om flere informationer på skrift. I stedet landede en aftale om at skifte elselskab i hans mailboks. 

Forbrugerombudsmanden og Energi-ankenævnet modtager i disse måneder et stigende antal klager fra vrede og frustrerede el-kunder. De føler sig dårligt behandlet af en række aktører på markedet for salg af strøm, som lokker med billig og mere grøn energi fra stikkontakterne.

- Vi ser et problem med den måde, som aftalerne bliver indgået på. Den giver ikke forbrugeren mulighed for at se, hvad det er, de siger ja til og derudover også, om det egentlig er et godt tilbud, siger Martin Salamon, som er cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk.

Husk at få det på skrift

Siden det danske elmarked blev liberaliseret, er flere el-selskaber kommet til.  Det har skabt et marked, hvor el-firmaerne jagter kunder på en måde som ifølge flere el-købere er manipulerende og uigennemsigtig. 

Flere kunder har oplevet at blive ringet op af en sælger fra et privat firma, som efterfølgende påstår, at kunderne har sagt ja til at blive skifte el-selskab. Den påstand er kunderne bare ikke enige i.

Ifølge Martin Salamon fra Forbrugerrådet Tænk bør advarselslamperne da også blinke, når el-selskaberne ringer op. Han opfordrer forbrugerne til at være ekstra opmærksomme.

- Man skal først og fremmest få det hele på skrift, før man klikker ja til noget som helst, siger Martin Salamon. 

Han påpeger desuden, at forbrugerne har en fortrydelsesret på 14 dage, efter at aftalen er indgået. 

 

04:34

Vrede og frusterede el-kunder klager over handelsselskabers metoder når de sælger billig, grøn strøm

Luk video