Ekstremt usikker bilist: alkoholpromille over 3

36-årig mand var skyld i flere mindre uheld, inden politiet satte en stopper for hans slingrende kørsel.

060810Alkometer001.jpg

En 36-årig bilist fra Skjern-egnen gjorde fredag aften vejene i Herning så usikre, at det må betegnes som et held, at ingen kom noget til.

Den 36-årige gjorde første gang opmærksom på sig selv, da kørte ind i en bil i Østergade. Herfra fortsatte han til Shell-tanken på Silkeborgvej, hvor han kørte ind i en stolpe. Heldigvis fik politiet et tip om den slingrende kørsel, og de tilkaldte betjente kunne anholde manden, da han holdt i kø ved den nærliggende McDonalds.

En alkometertest afslørede hurtigt grunden til, at manden havde svært ved at styre bilen på betryggende vis - testen viste en alkoholpromille over 3. Promillegrænsen er på 0,5.

Alkometertesten er kun vejledende, og en blodprøve skal nu fastslå det nøjagtige indhold af spiritus i mandens blod. Politiets erfaring er dog, at testen plejer at ligge tæt op ad det endelige resultat.

Manden var så påvirket, at han var ude af stand til at blive afhørt. Han har derfor overnattet hos politiet og vil blive løsladt i løbet af lørdagen efter endt afhøring.