Ekstra politi til forstad: Vil bekæmpe utryghed

En undersøgelse viser, at borgerne i et bestemt boligområde er blandt dem, der føler sig mest utrygge i Midt- og Vestjylland.

Leder i lokalpolitiet i Herning Sune Espersen.
Leder i lokalpolitiet i Herning Sune Espersen.
Foto: Jonas Bach Sørensen

Beboerne i Herning-forstaden Gullestrup kan godt vænne sig til at se mere politi.

Det sker, efter at politiet har fået lavet en undersøgelse, der viser, at borgerne her er blandt dem, der føler sig mest utrygge i landsdelen.

En af dem der bor i kvarteret Lyngbyen er Conny Hounisen. Hun er ked af, at folk føler sig utrygge.

- Selvfølgelig har der været noget narko og sådan noget, men ved du hvad, det er der altså også i villakvarteret, siger hun.

Men selvom Conny Hounisen føler sig tryg, så viser undersøgelsen, at mens ni ud af ti i villakvartererne I Midt- og Vestjylland er trygge, så er kun seks ud af ti trygge i Gullestrup. Det er samme tal som i Vollsmose og Mjølnerparken.

Conny Hounisen er ikke bange for at bo i Gullestrup.
Conny Hounisen er ikke bange for at bo i Gullestrup.
Foto: Jonas Bach Sørensen

Fald i kriminalitet

Den store utryghed får politiet til at rykke ind.

- Det falder så langt udenfor resten af kredsen, så hvis der er et sted, vi skal prioritere vores indsats, så må det være her, forklarer leder for lokalpolitiet i Herning, Sune Espersen.

Men selvom beboere føler sig utrygge, så er antallet af politianmeldelser faldet med 26 procent mellem 2016 og 2017.

Samtidigt er sager om indbrud og hærværk halveret.

Svær at bekæmpe

Men selvom kriminaliteten er faldet, så betyder det altså ikke, at beboere er blevet trygge.

- Det vi ved, det er, at det går meget hurtigt med at få utrygheden til at stige, hvis der sker noget ubehageligt i et kvarter, men vi ved også, at det tager rigtig lang tid, at få den til at falde igen. I nogle områder kan man se, at et fald har været i gang i fire år, og utrygheden er stadig meget høj, fortæller forskningschef i TrygFonden, Anders Hede.

Det er også nogle grove sager, der spøger i Gullestrup.

I 2011 blev en 10-årig pige voldtaget, og i 2013 blev en 51-årig mand dræbt. Derfor kan Sune Espersen også godt forstå, at beboerne stadig er utrygge.

- Der har været nogle år, hvor vi havde nogle rigtig dårlige oplevelser derude. Vi havde en gruppe med unge kriminelle, som sad rigtigt tungt på området, som vi kørte en meget offensiv indsats for at få stoppet, og det lykkedes, og de er væk nu, men det glemmer folk jo ikke, siger han.

2:13
Se hele indslaget her.