På jagt efter fartsyndere: Ekstra politi på vejene i weekenden

Politiet er på vejene i hele landet i forbindelse med efterårsferien.

Politiet holder øje både i byen, på landevejene og på motorvejene her i weekenden. Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

De rykker ud med laserkontroller, fotovogne og færdselspatruljer.

Læs også Et sekund på landevejen ændrede Lones liv for altid

I weekenden starter efterårsferien, og i den forbindelse er der hastighedskontrol på de danske veje. Kontrollerne starter allerede i dag fredag og fortsætter til og med søndag.

- Vi har fartkontrol i hele landet i dagene op til efterårsferien, og folk med for tung speederfod vil kunne møde os i byen samt på lande- og motorveje, udtaler Christian Bertelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, i en pressemeddelelse.

Kontrollen er landsdækkende, og de går efter både større og mindre fartovertrædelser.

Fakta om for høj fart

  • Kører du 93 kilometer i timen i stedet for 80 kilometer i timen, fordobler du risikoen for at ende i en dødsulykke.
  • For høj fart er involveret i 52 procent af alle dødsulykker på de danske veje.
  • Forskellen på at køre 80 kilometer i timen og 95 kilometer i timen er blandt andet, at du ved 95 kilometer i timen er cirka 19 meter længere om at holde stille i en katastrofeopbremsning.
Kilde: Rigspolitiet

Flest dræbte i Midt- og Vestjylland

Midt- og Vestjylland har en trist rekord, når det kommer til fartdræbte i trafikken.

I alt 91 personer mistede livet mellem 2011 og 2015 i ulykker, hvor fart blev konstateret som en hovedårsag. Til sammenligning havde Østjylland og Midt- og Vestsjælland de højeste dødstal på 56 personer.

I alt 472 personer mistede livet mellem 2011 og 2015. Rigtig mange af ulykkerne skete i Midt- og Vestjylland. Foto: Rådet For Sikker Trafik