Ekstra patrulje til Mors og Thy

Politidirektør regner med, at en hundepatrulje kan nedbringe den lange ventetid på Mors.

020713_Patrulje.jpg

Midt- og Vestjyllands Politi går til kamp mod de lange responstider på Mors.

Hver dag mellem klokken 15 og 07 bliver en af politiets hundepatruljer fast placeret i området omkring Mors, Thy og Skive.

- Jeg forventer helt klart, at det vil være med til at nedbringe responstiden, siger politidirektør Jens Kaasgaard til TV MIDTVEST.

Reagerer efter voldsom kritik

Ændringen kommer efter, at tal fra Rigspolitiet viste, at Midt- og Vestjyllands Politi i 2012 i gennemsnit brugte over 22 minutter på at rykke ud til hasteopgaver i Morsø Kommune. Landsgennemsnittet var på 10 minutter og 56 sekunder.

Tallene førte til en voldsom kritik, og både Morsøs borgmester Lauge Larsen og flere folketingspolitikere krævede bedre politidækning. Politidirektør Jens Kaasgaard ville først have en nærmere analyse af tallene, inden han reagerede. Analysen er færdig nu - og politiet reagerer altså med en ekstra hundepatrulje.

- Vores udfordring er, at der ikke er ret mange hændelser, og at de ligger på meget forskellige tidspunkter. Men nu prøver vi det her, og jeg tror bestemt, at det virker. 22 minutter er alt for lang tid, og derfor reagerer vi også nu, siger Jens Kaasgaard.

 

2:12
Politiet øger indsatsen for at nedbringe udrykningstiden til limfjordsøen