Ekstra ambulance til Thy og Mors

Falck og Region Nordjylland har aftalt, at der fra 1. februar kommer et ekstra beredskab i Thisted.

Ambulance, Region Nordjylland 2
Foto: Arkiv

Borgerne i Thy og på Mors kan se frem til en bedre ambulancedækning.

Falck og Region Nordjylland har aftalt, at der fra den 1. februar skal etableres et ekstra beredskab til at dække Thy og Mors. Det oplyser regionsdirektør i Falck, Diana Sørensen, til tvmidtvest.dk.

Rent praktisk betyder det, at der fra middag til midnat placeres en ekstra ambulance i Thisted - en ambulance der skal dække ind for det eksisterende beredskab, når ambulancerne er ude at køre.

Beslutningen blev ifølge Diana Sørensen truffet før jul og kommer dermed ikke som en reaktion på Ekstra Bladets afsløringer af lange responstider i flere landområder i Region Nordjylland.

Det ekstra beredskab er derimod en konsvekvens af lukningen af det akutte kirurgiske beredskab i Thisted - en lukning der betyder, at flere patienter fra Thy og Mors nu sendes til Hjørring, Aalborg og Viborg og dermed lægger ekstra pres på ambulancerne.

- Vi har hele året nøje fulgt udviklingen, og hvad ændringerne har betydet for responstiden, siger Diana Sørensen.

Morsøs borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) udtrykker stor tilfredshed med beslutningen.

- Det er dagens gode nyhed, at den lange proces, der været mellem vores socialudvalg, regionen og Falck, har båret frugt. Det er det, vi har efterspurgt, siger han.

1:40