Eksplosion på kutter: Svejsearbejde gik galt

En lokal smed er blevet forbrændt efter en eksplosion på en kutter.

Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

Mandag eftermiddag ved 14-tiden gik det galt for en lokal smed, der var om bord på en båd i Hanstholm.

Den 32-årige mand var i gang med et svejsearbejde på båden, da der pludselig skete en eksplosion.

Smeden fik flere andengradsforbrændinger i ansigtet og på den ene arm og blev efterfølgende fløjet med helikopter til rigshospitalets brandsårsafdeling. Han er uden for livsfare.

Det står dog endnu ikke klart, hvorfor eksplosionen skete.

- Vi har lavet de indledende afhøringer, og så vil sagen overgå til søfartsstyrelsen, siger politiets vagtchef, Anders Olesen.

Sagen overgår til Søfartsstyrelsen, da ulykken skete ombord på en båd, der dog lå til kaj. Søfartsstyrelsen vil tirsdag lave yderligere undersøgelser for at klarlægge, hvorfor det gik galt.