Eksplosion i slikbutik: Politiet søger vidne

Et vidne, der hjalp en tilskadekommen person ved en eksplosion i en slikbutik i Thisted, kan have afgørende oplysninger i sagen.

Eksplosion i slikbutik
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Sagen om en eksplosion i en slikbutik i Thisted den 2. maj bliver stadig efterforsket.

Midt- og Vestjyllands Politi søger nu et vidne, som tog sig af en tilskadekommen person.

- Vi håber, at personen kan lede os videre i efterforskningen. Vedkommende kan have oplysninger, som vi kan bruge, siger konstitueret politikommissær Mette Therkelsen.

Det efterlyste vidne hjalp den tilskadekomne person ved parkeringspladserne på havneområdet mellem en pølsevognen Burgerfri og Havnegrillen.

Den tilskadekomne var forbrændt i ansigtet og på hænderne og blev hentet af en bekendt, mens vidnet var til stede. Der er intet signalement af vidnet ud over, at der er tale om en dansk mand. 

Politiet har ingen oplysninger om, hvor længe vidnet var ved den tilskadekomne, ligesom det præcise tidspunkt ikke kendes, udover at det var mellem ca. kl. 00.45 - 01.15.

Det var ved det markerede areal på havnen i Thisted, vidnet hjalp den tilskadekomne person.
Det var ved det markerede areal på havnen i Thisted, vidnet hjalp den tilskadekomne person.
Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

Efterforskning stadig i gang

Eksplosionen i slikbutikken, der hedder Thy Slik, skete klokken 00.39 den 2. maj. Den 20-årige ejer af butikken blev varetægtsfængslet i fire uger samme dag. Han mødte op i retten med bandager om hovedet. Han er sigtet for selv at have påsat den brand, der førte til eksplosionen.

Der er lukkede døre i sagen, og derfor vil politiet ikke sige meget om efterforskningen, som altså stadig er i gang.

- Der er stadig mange brikker, der skal falde på plads. Lige nu har vi brug for at komme i kontakt med vidnet for at få mere at vide om hændelsesforløbet, hvorfor og hvordan, siger Mette Therkelsen.

Midt - og Vestjyllands Politi ønsker kontakt til vidnet lige som andre personer med oplysninger, der kan have relevans for efterforskningen bedes kontakte politiet på tlf. 114.

3:41
Se hvordan slikbutikken så ud dagen efter eksplosionen her i indslaget.