Eksperter: Esben Lunde Larsen holdt familieinteresser skjult

Eksperter mener, at Esben Lunde Larsen har brudt loven i en ny sag om sin families interesser i vindmølleprojekt.

Endnu en sag om familieinteresser i et vindmølleprojekt rammer forskningsminister Esben Lunde Larsen. Ministeren har deltaget i et møde i Økonomi- og Erhvervsudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune, hvor placeringen af kæmpevindmøller på jord ejet af hans far blev behandlet. Det kan Ekstra Bladet søndag afsløre.

Ekstra Bladet har fået aktindsigt i et referat samt bilag fra mødet, der foregik den 12. oktober 2010. Avisen har forelagt materialet for Roger Buch, kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, der mener, at Lunde Larsen har forbrudt sig mod den kommunale styrelseslov ved at deltage i et møde, hvor en mulig placering af vindmøller på faderens jord blev behandlet.

- Ud fra dokumenterne fremstår det, som om Esben Lunde Larsen har været inhabil og alligevel har deltaget i mødet om vindmøllerne, hvilket er en overtrædelse af den kommunale styrelseslov, siger Roger Buch til Ekstra Bladet.

Sten Bønsing, lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, er også blevet forelagt materialet.

- Jeg hælder til, at Esben Lunde Larsen har været inhabil, men det er ikke et klokkeklart tilfælde, siger han.

Ifølge Sten Bønsing står det dog efter alt at dømme klart, at Esben Lunde Larsen har brudt forvaltningsloven i sagen, fordi der ifølge loven er en selvstændig pligt til, at man skal gøre opmærksom på, hvis man muligvis har interesser i en sag - også selv om man ikke er inhabil, men blot hvis diskussionen er relevant.

Ifølge et svar til Ekstra Bladet fra Ringkøbing-Skjern Kommune 'fremgår (det) ikke af sagens akter, at spørgsmålet om inhabilitet har været drøftet i sagen'.

Esben Lunde Larsen mener, at området var helt ude af spillet.

- Dagen før mødet i Økonomi- og Erhvervsudvalget havde Ringkøbing-Skjern Kommune meddelt Miljøministeriet, at det område, der hedder Gestenge, som min familie blandt mange andre har andel i, ikke ville komme i spil til opsætning af de store testmøller, så jeg så ingen problemer i forhold til min habilitet, da sagen om vindmølleplaceringer næste dag kom i Økonomi- og Erhvervsudvalget. Min families jord var jo ikke længere i spil, forklarer ministeren i en skriftlig udtalelse til Ekstra Bladet.