Ekspert: Vi skal indføre kontrol med ventilationen

I Danmark er der ingen tjek på mekaniske ventilationssystemer. Det ser en professor fra DTU Byg som en stor fejl.

Det er ventilationssystemer som disse, som Pawel Wargocki ikke mener, at der er kontrol nok med.
Det er ventilationssystemer som disse, som Pawel Wargocki ikke mener, at der er kontrol nok med.
Foto: TV MIDTVEST arkiv

I den varme tid er det dejligt at have et ventilationssystem til at holde ens kontor køligt og luften ren. Men fungerer de overhovedet efter hensigten? 

Det er ikke muligt at finde ud af, da der ikke er kontrol på området. Og det er et stort problem, mener Pawel Wargocki fra Danmarks Tekniske Universitet. 

- Man skal have nogle regler, for vi ved slet ikke, om systemerne fungerer, som de skal. Se på biler. Uanset om man kører en nyere eller en ældre bil, så skal de til syn. Man skal tjekke om de har rust, problemer med bremserne og alt muligt andet. Det samme burde gælde for ventilationsanlæg. De burde komme til syn, siger lektoren hos DTU Byg. 

I Arbejdstilsynets regler om indeklima står der blot om mekanisk ventilation: 

"Ventilationsanlæg skal holdes i funktionsdygtig stand, herunder holdes forsvarligt rene og jævnligt kontrolleres”.

Så beskidt kan der være inde i en ventilationsskakt.
Så beskidt kan der være inde i en ventilationsskakt.
Foto: Private optagelser

Tvunget tjek

Vigtigheden af at få undersøgt ventilationssystemerne på vores arbejdspladser kan ikke undervurderes, hvis man spørger lektoren. 

- Hvad er grunden til ikke at gøre det? Jeg synes, at det er utroligt vigtigt, at når vi bruger vores bygninger og arbejder i vores bygninger, at vi så har regler om, hvordan vi vedligeholder dem, og om de fungerer, som de skal, siger Pawel Wargocki til TV MIDTVEST. 

I Sverige skal ventilationsanlæg tjekkes enten hvert tredje eller hvert sjette år alt efter, hvilken type bygning ventilationsanlægget er monteret i. De tjek bliver lavet af Boverket, som er en offentlig myndighed. Andre lande kører med en certifikationsordning. Det er lignende ordninger, som professoren er ude efter. 

Arbejdstilsynet: Det er virksomhedernes ansvar

Som reglerne er nu, er det sådan, at det er virksomhederne selv, der står for vedligeholdelse af ventilationsanlæggene. Arbejdstilsynet kan dog komme indover i visse tilfælde. 

TV MIDTVEST har kontaktet Arbejdstilsynet for at få en kommentar på, om de kontrollerer ventilationsanlæg. Kontorchef hos Arbejdstilsynet, Katrine Krone, skrev i et skriftligt svar tilbage. 

- Når Arbejdstilsynet kontrollerer ventilationsanlæg, vil det ofte være ud fra en konstatering af snavs på synlige dele af ventilationsanlægget, den tilsynsførendes konstatering af dårlig dårligt indeklima, skriver Katrine Krone i en mail til TV MIDTVEST. 

Dårligt indeklima kan have alvorlige følger og kan i yderste konsekvens tvinge ansatte til at skifte arbejdsplads. 

- Dårligt indeklima kan give gener, symptomer og sygdom, som spænder fra irritation af øjne og slimhinder, kvalme, svimmelhed, hovedpine og unaturlig træthed, skriver kontorchefen fra Arbejdstilsynet.

Verdens førende i ventilationsrengøring

Hos Danduct Clean i Herning ville man få stor gavn af en kontrolordning. De er blandt de førende i verdenen, hvad angår rengøring af ventilationsskakte, men 95% af deres salg går til udlandet i øjeblikket. Og det mener de, handler om lovgivning. 

- Ventilationsrengøring i Danmark har holdningen i mange år været ude-af-øje-ude-af-sind. Man har ikke rigtigt fokuseret på det, fordi der ikke er nogen, der har lavet et regelsæt om, hvad man skal gøre, og hvad man bør gøre, siger Tim Larsen, ejer af Danduct Clean og Støvsugerspecialisten.