Ekspert: Støjberg formår at skabe oprør på Facebook
Inger Støjberg skaber stor debat på Facebook. En ekspert i sociale medier mener ministeren er genial til at dreje debatten til sin fordel.
"Jeg hepper på dig Inger.." " En minister SKAL overholde gældende lov. Basta.." og ” Du skal da ikke fyres Inger..”
Følelserne vælter ud i kommentarsporet på Inger Støjbergs seneste Facebook-opslag.
I skrivende stund har opslaget affødt flere end 1500 kommentarer og over 8000 reaktioner.
- Hun er god til at vinkle og til at skabe forargelse. Hun formår at drive rovdrift på de ting, som fungerer allerbedst på de sociale medier, siger Nathalie Larsen, der er digital chef hos LEAD Agency og ekspert i sociale medier.
Sagen handler om, hvorvidt udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) vidste, at det var i strid med loven, da hun i februar sidste år udsendte en ulovlig instruks om at adskille mindreårige asylansøgere fra deres ægtefæller.
Det svarer hun i dag på i et samråd, hvor flere partier i rød blok forinden har udtrykt hård kritik af Inger Støjberg, og Alternativet kræver, at ministeren går af.
Umiddelbart inden dagens samråd skrev Inger Støjberg sådan her på hendes Facebook-side:
Et opslag, der ifølge Nathalie Larsen drejer sagen over til Støjbergs fordel:
- Hun bruger nogle emner, der normalt har stor gennemslagskraft på de sociale medier, som skaber stor forargelse og får folk til at dele, kommentere og like i vid udstrækning, siger Nathalie Larsen.
Det er langt fra første gang Støjberg formår at sætte ild til en Facebook-tråd. For tre måneder siden var det et billede af en kage, der fejrede stramning nummer 50 på udlændingeområdet.
Men på trods af mange kritiske kommentarer, så ender det altid med at være drejet til hendes politiske fordel, ifølge Nathalie Larsen:
- For Venstres dagsorden, så gør hun noget genialt. Hun får sat den her dagsorden i et nyt perspektiv, som stiller hende i en bedre situation overfor danskerne end hvis hun reelt talte om det lovbrud, som er oppositionens kritik.
Politikerne driver rovdrift på de sociale medier
Inger Støjberg er dog langt fra alene om at bruge Facebook og andre sociale medier til egen fordel. Ifølge Nathalie Larsen, bruger de fleste politikere de sociale medier som en platform, hvor de kan kommunikere uden journalister får mulighed for at stille modspørgsmål.
- De har jo deres egen megafon på de her platforme. Her kan de sige lige præcis som de gerne vil og udlægge en sag som de ønsker det. Og det er jo et problem i det her tilfælde, fordi Inger Støjberg ikke forholder sig til sagens substans. Sådan er det for samtlige politikere. De får det vinklet og perspektiveret, så sagen kommer til at handle om noget, der er i deres favør.
Og det er det Støjberg, ifølge Nathalie Larsen, gør til et rent 12-tal:
- Demokratiet lever i sådan en tråd, men det foregår på Støjbergs hjemmebane. Hun kan mobilisere hendes egne soldater. Der vil helt klart være flere ligesindede på hendes side end modstandere. Så kommer der enkelte kritikpunkter ind i kommentarfeltet, men med det samme kommer hendes følgere på banen og forsvarer hende, siger Nathalie Larsen.
- Så det er et problem, at politikerne ikke stilles til ansvar for at komme hele vejen rundt om sagen og rent faktisk forholder sig til det sagen handler om. For det gør hun ikke. Hun forholder sig til et værdispørgsmål, men det er bare ikke det det handler om her, slutter Nathalie Larsen.