Ekspert: Skyd sælerne

Ekspert: Skyd sælerne

Jagten på sæler skal genindføres i Danmark, mener en ekspert i havpattedyr. Det er bedre, end sælerne dør af sælpest. Danmarks Naturfredningsforening kalder forslaget uetisk.

Sælbestanden i de danske farvande er efterhånden så stor, at en ny epidemi med sælpest truer.

Men hvis det står til Thyge Jensen, der er ekspert i pattedyr, skal man ikke vente på, at sælerne dør en naturlig død som følge af sælpest.

Genindfør jagten

Thyge Jensen mener i stedet, at man skal skyde nogle af sælerne, så bestanden holder sig på et fornuftigt niveau.

 - Vi har en ressource her med mange gode proteiner i form af sælkød. Lad os bruge det på en fornuftigt måde ved at lave en fornuftig jagt på dem, siger Thyge Jensen, som har arbejdet med sæler de seneste 32 år ved fiskeri- og søfartsmuseet i Esbjerg.

Han mener desuden, at man ligeså godt kan udnytte kødet og skindet i stedet for at importere det fra eksempelvis Grønland.

Thyge Jensen påpeger dog, at det skal være jægere med særlig tilladelse, der skal have lov at skyde sælerne.

Uetisk forslag

Men det forslag får ikke Danmark Naturfredningsforening til at klappe i lufferne.

 - Det vil give nogle kedelige situationer. Hvis man skyder sælerne i vandet, er der en høj risiko for skamskydninger af dyrene. Skyder man dem på land, så vil sælerne flygte meget hurtigt, og det vil give en masse forladte sælunger, siger Bo Håkansson, der er biolog ved Danmarks Naturfredningsforening.

Kugle mere humant end måge

Men Thyge Jensen vil hellere se sælerne dø af en kugle end af sælpest.

 - Alternativt er, at mågerne spiser de svage dyr. Jeg kender de gamle sæljægere, og jeg kender ikke til, at de har haft anskydninger, siger Thyge Jensen.

Naturstyrelsen behandler lige nu en anmodning fra fiskerne om at regulere bestanden af sæler.

Sælen blev fredet i 1977, hvor sælen var næsten udryddet efter mange års jagt.

Antallet af sæler blev næsten halveret ved en sælpestepidemi i Limfjorden i 2002. I 2009 var sælbestanden på omkring 20.000 sæler.

Hør Thyge Jensen uddybe sine synspunkter herunder:

01:18 Luk video

02:07 Luk video