Ekspert: Ordentlig begmand til Struers borgmester

Johs Poulsen kalder Struers borgmester såret efter nej til fusion. Han afviser dog ikke, at han kan komme igen.

Mads Jakobsen interview
Foto: Poul Erik Sørensen, TV MIDTVEST

Det blev et klart og tydeligt nej til en fusion mellem Struer og Holstebro. Særligt i Struer var beskeden klar fra borgerne, hele 67,9 procent satte kryds ved et nej til sammenlægning. 

Dermed har Struers borgmester Mads Jakobsen ramt helt ved siden af sine borgeres ønske om, hvordan Struer skal se ud.

- Han får en ordentlig begmand af vælgerne her, fordi det er jo et ikke bare markant men et meget, meget markant resultat, siger Johs Poulsen, der er tidligere medlem af Folketinget for Radikale Venstre og fortsætter.

Han kan komme igen

Mads Jakobsen bankede nærmest på H.C. Østerbys dør og foreslog en fusion med Holstebro. Derfor må han også stå på mål for det store nederlag.

- På den måde er han blevet såret, men jeg er også af den opfattelse, at det jo ikke nødvendigvis behøver være noget fuldstændig fatalt for ham, altså jeg vil ikke afvise, at han kan komme igen - også ved det næste valg, hvis han ønsker det, og det sagde han jo tidligere i aften, siger Johs Poulsen.

Men selvom han godt kan komme igen, så tror valgeksperten dog også, at vælgerne vil huske Mads Jakobsens nederlag i aften. 

- At snakke sig uden om, at han er blevet såret her, det synes jeg er forkert, for han er blevet såret i aften. Ham og de andre der har talt for et ja, de har selvfølgelig fået en ordentlig en over nakken, slutter det tidligere folketingsmedlem af.