Ekspert læste forkert rapport

Sundhedsøkonom undsagt af sin direktør - han beklager nu kritikken af sygehus-rapport

270509_Rapport.jpg

Dansk Sundhedsinstitut lagde onsdag afstand til udtalelser, som en af analyseintituttets egne eksperter, sundhedsøkonom Jakob Kjellberg, fremsatte i TV/MIDT-VEST dagen forinden.

Han kritiserede COWIs rapport om nyt sygehus i Gødstrup eller Herning for at have økonomiske beregninger, der er summariske - altså ufyldestgørende.

Men dagen efter rykkede direktør Jes Søgaard, Dansk Sundhedsinstitut, ud med en offentlig undsigelse af den udtalelse.

- COWIs beregninger er ikke summariske. Tværtimod er de økonomiske udregninger for hospitalsbyggeriet ganske detaljerede, lyder det fra direktøren.

Senere har det vist sig, at Jakob Kjellberg klikkede på et forkert link på Region Midtjyllands hjemmeside, da han skulle læse rapporten. Han udtalte sig derfor på baggrund af en ét år gammel rapport om placering af nyt hospital i Vestjylland.

- Det er en klar fejl, og det beklager jeg selvfølgelig, siger sundhedsøkonomen.

Dansk Sundhedsinstitut er en selvejende institution, der laver forskning og rådgivning for det danske sundhedsvæsen - herunder regionerne og sundhedsministeriet.