Eks-kæreste brød sammen i retten

Lige nu afhøres eks-kæresten til den tiltalte i sagen om drabet på Maria Møller Christensen.

19SonyJanTo.jpg

Det var en kvinde, der var meget påvirket af omstændighederne, der i dag afgav vidneforklaring i Retten i Herning. Under anklagerens afhøring brød kvinden sammen, og måtte grædende forlade retslokalet.Hun havde på forhånd bedt retten om, at hendes tidligere kæreste og nu tiltale ikke var i retslokalet mens hun blev afhørt. Men det afviste retten. Tiltalte blev dog sat ned bag i lokalet, så vidnet ikke kunne se ham.

Kvinden forklarede, at hendes tidligere samlever, som nu er tiltalt i drabssagen, ikke kunne vise følelser. Hun forklarede også, at han godt kunne blive ophidset, og at de godt kunne skændes.

Han har bundet mig

Under retssagen igår kom det frem, at tiltalte har haft en afvigende seksuel adfærd - det viste mentalundersøgelsen. Dette var også et tema under afhøringen af tiltaltes eks-kæreste idag. Under vidneafhøringen kom det også frem, at den nu tiltalte tidligere har bundet eks-kæresten i forbindelse med sex. Men det var kun én gang. Derudover har vidnet forklaret, at sexlivet var gået i stå, og at de ikke havde haft sex i over et år.

Intet alibi

Vidneudsagnet fra eks-kæresten skulle blandt andet være med til at klarlægge, hvornår den tiltalte havde været i lejligheden nytårsnat. Eks-kæresten havde i dag meget svært ved at huske præcist, men hun kunne fortælle, at hendes daværende kæreste var hjemme omkring 01.30. Her vågnede hun nemlig. Resten af natten har hun sovet, og kan derfor ikke sige, om hun var alene i lejligheden.

Under hele afhøringen sad den tiltalte og noterede på et stykke papir.