EHF frifinder sig selv i Løke-sagen

Skjern Håndbold tabte afgørelse i sagen om Frank Løkes dobbelkontrakt.

Skjern Håndbold har tabt endnu et slag i kampen om den norske landsholdsspiller Frank Løke, der løb fra en kontrakt med den vestjyske klub.

Domstolen under det europæiske håndboldforbund (EHF) fastslår, at EHF har handlet korrekt i sagen - og det betyder, at Skjern ikke får transfer-rettighederne til den omstridte nordmand.

Frank Løke skrev i sommeren 2009 kontrakt med Skjern Håndbold - men senere kom det frem, at han også havde skrevet en kontrakt med den kroatiske klub Zagreb. Løke ville altså alligevel ikke til Skjern - selv om han havde været i byen for at blive præsenteret for presse og sponsorer.

Skjern insisterede på, at klubben først fik nordmandens underskrift - men Zagreb påstår, at Løke havde skrevet under med dem,  inden han skrev med Skjern. Og den forklaring godkender EHF nu.

- Jeg er dybt rystet over retssystemet, men kan kun tage afgørelsen til efterretning, da vi ikke har flere muligheder for at anke, siger formanden for Skjern Håndbold, Carsten Thygesen til TV/Midt-Vest.

EHF har tidligere idømt Frank Løke ni måneders karantæne for at indgå dobbelkontrakter - men karantænen gjaldt kun internationale kampe for Zagreb.

Zagreb har siden lejet Løke ud til den tyske bundesligaklub Tus N Lübbecke.