Egon Pleidrup vil i folketinget

Morsøs tidligere borgmester, socialdemokraten Egon Pleidrup Poulsen har sagt ja til at blive sit partis kandidat til folketinget ved næste valg.

Socialdemokrater i Thisted-kredsen er i gang med at forberede sig til et kommende Folketingsvalg. De arbejder på at vælte det nuværende folketingsmedlem Ole Vagn Christensen som kandidat ved næste valg.

I stedet vil de have opstillet Morsøs tidligere borgmester, Egon Plejdrup Poulsen.

- Ole Vagn Christensen har ingen indflydelse. Han betyder ikke noget i Folketinget. Vi kan ikke længere bruge ham som vores sendebud, siger Ejner Frøkjær, der er tidligere borgmester i Hanstholm.

Egon Plejdrup Poulsen har sagt ja til at blive sit partis kandidat i Thisted-kredsen. Første skridt på vejen mod Christiansborg blev taget i aftes. På generalforsamlingen i den socialdemokratiske partiforening i Midtthy besluttede et stort flertal at vrage 66-årige Ole Vagn Christiensen, for i stedet at satse på Pleidrup, der er 59 år gammel.

På mandag er der genralforsamling i partiforeningen i Hanstholm. Her forventes medlemmerne at følge partiforeningen.

Ole Vagn Christensen har meddelt, at han ikke nedlægger sit kandidatur frivilligt. Han har gennem 22 år været folketingsmedlem i flere omgange. I 2007 afløste han som suppleant Pernille Blach Hansen, der valgte at udtræde. Der er nu lagt op til kampvalg mellem to socialdemokrater i Thisted-kredsen.

Først den 22. marts bliver det afgjort om det bliver Ole Vagn Christensen eller udfordreren Egon Pleidrup, der bliver socialdemokraternes folketingskandidat i Thisted-kredsen.

Hør hvorfor Egon Pleidrup vil i folketinget: